Kina skruer charmen på
Kina tilbyder for første gang at påtage sig et bindende klimamål. Men der er lang vej til en aftale i Cancun.
Kina tilbyder for første gang at påtage sig et bindende klimamål. Men der er lang vej til en aftale i Cancun.
Kinas kommunistiske regime har tilsyneladende lært af den megen kritik, man blev genstand for i forbindelse med FNs klimatopmøde COP15 i København sidste år.
Derfor optræder Kina offensivt og åbent ved COP16 i Cancún i Mexico, der er på vej ind i den afgørende fase. Og sent i går spillede Kina ud med for første gang at tilbyde at påtage sig et 'bindende' klimamål, hvis verdens i-lande til gengæld forpligter sig til at forlænge Kyoto-protokollen.
-Vi kan skabe en løsning, der er bindende for Kina, sagde Huang Huikang, særlig klimaudsending i det kinesiske udenrigsministerium.
Samtidig understregede den kinesiske chefforhandler Xie Zhenhua dog, at det 'bindende mål' skal være 'frivilligt' for Kina.
Iagttagere i Cancun mener, at det kinesiske udspil kan påvirke forhandlingerne om en global klimaaftale positivt.
Under alle omstændigheder lægger det kinesiske udspil pres på verdens rige lande i Europa og Japan, som i dag har forpligtet sig under Kyoto-protokollen til at reducere deres udledninger af drivhusgasser kraftigt.
EUs klimakommissær Connie Hedegaard sagde på sin side mandag, at forhandlingsteksterne i Cancun fortsat er 'for komplicerede' til at ministrene kan forholde sig til dem.
Samtidig har hun dog noteret sig, at der synes at være nogen bevægelse hos de store lande, når det gælder international kontrol med deres klimaindsats.
Især Kina har hidtil modsat sig international kontrol, mens det for USAs præsident Obama er nødvendigt at kunne vise politikerne hjemme i Washington, at de store ulande ikke bare køre på klimamæssigt frihjul.
Kina har nu rykket sig på spørgsmålet, efter at Indiens miljøminister, Jairam Ramesh, har luftet det forslag, at alle lande, som står for over én procent af verdens samlede CO2-udledning, skal rapportere til FN hvert tredje år. Dermed kan USA miste sit hovedargument for at afvise en global FN-aftale.