Forbrugerprisindekset steg ifølge det statistiske kontor i Beijing 2,5 pct. i januar i forhold til samme måned sidste år. Det er 0,4 pct.point mere end måneden før, hvor prisstigningstakten var 2,1 pct.
Økonomer havde ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg estimeret en stigning i priserne på 2,4 pct., mens den kinesiske regerings målsætning er en inflation på 3 pct.
Samtidig gik det også frem for producentpriserne, der fra februar 2012 og frem til september 2016 lå med konstante fald.
Producentpriserne steg 6,9 pct. i januar, efter decembers stigning på 5,5 pct.
Januarstigningen, der er den højeste i mere end seks år, er samtidig en del højere end analytikernes skøn på en stigning på 6,5 pct.
At producentpriserne stiger hurtigere end forbrugerpriserne er godt for hele økonomien.
- Vi har ikke set en signifikant effekt fra producentpriserne til forbrugerpriserne endnu, hvilket tyder på, at det stærke opsving i producentpris-inflationen er en afspejling af den proaktive finanspolitik, vurderer økonom Zhou Hao fra Commerzbank i Singapore ifølge Bloomberg News.