Lige siden Megaupload blev lukket ned tilbage i januar måned, efter en razzia arrangeret af amerikanske FBI, har grundlæggeren Kim Dotcom haft pressens søgelys rettet mod sig.
Læs også: FBI lukker filtjeneste
Det seneste år har Dotcom kæmpet mod de amerikanske myndigheder i retssalene i New Zealand. I løbet af sommeren blev Dotcoms mundkurv taget af, og hurtigt gjorde han sig berømt på Twitter ved at hævde, at han havde bevis for korruption hos amerikanske myndigheder. Derudover erklærede han, at han ville vinde retssagen, og at Megaupload ville komme tilbage »større, bedre og stærkere« end før.
Nu har Dotcom givet sine Twitter-følgere lidt mere kød på benet ved at fortælle, hvordan den næste version af Megaupload kommer til at se ud.
Ikke kun fildeling
Ud over endnu engang at fortælle, at Megaupload kommer tilbage, har Kim Dotcom fortalt, at den nye version vil byde på mere end blot fildeling. Selskabet vil tilbyde et separat programmeringsværktøj, der skal opmuntre udviklere til at lave forskellige redskaber til både fildeling, e-mail, VOIP (Voice over IP) og video-applikationer.
»Udviklere, gør jer klar. Mega API'et (programmeringsværktøjet) kommer til at byde på utrolige kræfter. Vores API og dine Mega-redskaber kommer til at ændre verden,« skriver Dotcom på sin Twitter-profil.
Det er dog ikke alle, der er inviteret til at bruge den nye Megaupload-tjeneste, og du kan måske selv gætte, hvilket land, der bliver holdt udenfor.
»Vi bygger et massivt globalt netværk. Alle ikke-amerikanske værter kan koble sig til serverne og nyde godt af båndbredden,« forklarer Dotcom.
Læs også: Kim Dotcom langer ud efter vicepræsident
Da forrige version af Megaupload blev taget ned i løbet af én dag og tusindvis af kunder dermed mistede adgangen til sine filer, lægger Dotcom stor vægt på sikkerheden i den nye udgave. Blandt andet vil al data-overførsel kunne krypteres med et enkelt klik, helt gratis.
Usikker fremtid
Hvornår næste version af Megaupload kommer er der selvfølgelig ingen, der ved. Retssagen for Kim Dotcom er fortsat langt fra færdig, og det kan fortsat ske, at han bliver sendt til USA til flere retssager. Dommeren i New Zealand har dog dømt Megaupload-razziaen ulovlig, og videoklip viser da også, at der blev brugt unødvendig vold under arrestationen af Dotcom og hans familie.
Læs også: Internetmagnat vil udlevere sig selv
»De har mishandlet den forkerte mand. Jeg vil vende denne verden på hovedet. Magt til folket. Farvel Echelen. Velkommen frihed,« proklamerer Kim Dotcom på Twitter.
Risikerer lang straf
Ifølge amerikanske myndigheder er Megaupload og bagmændene mistænkt for at stå bag en »organiseret kriminel virksomhed«. Gennem Megaupload.com og andre tilknyttede sider skal de »have tjent mere end 175 millioner dollar på kriminelle handlinger« og have forårsaget mere end »en halv milliard dollar i skade for rettighedsindehavere.«
Hvis de sigtede bliver kendt skyldige i de alvorlige anklager, kan de få op til 20 års fængsel for organiseret kriminalitet, fem år for at bryde med ophavsretten samt 20 år for hvidvaskning af penge. Efter razziaen blev Dotcom fængslet i én måned, og han har den seneste tid siddet i husarrest.
Læs også: Kim Dotcom på vej med musiktjeneste
Oversat af Janus Bødker.