José Manuel Villa var minearbejder i Tuilla, en lille minelandsby i Asturien, og hans lykke blev ituslået på et øjeblik, da hans fireårige søn David en sommerdag i 1986 i en ulykke smadrede sit højre ben og blandt andet knuste lårbenet.

En læge fra den lidt større by Langreo meddelte samme dag, at en amputation kunne blive nødvendig, og det var alt sammen uoverskuelig modgang for minearbejderen.

Sønnen Davids store kærlighed var jo til fodbolden, og han ville være landsholdsspiller lige som mændene i fjernsynet. José Manuel Villas store kærlighed var til sin lille søn, som nu ifølge lægen aldrig kunne sparke til en fodbold med sit højre ben.

De reddede benet på et hospital i Gijon, lykkeligvis, og engageret, som vist kun en forælder kan være engageret, trænede José Manuel Villa sønnens fungerende venstre ben. Støttet til en krykke afleverede David bolden tilbage til sin far. Dag ud, dag ind.

Der gik næsten tre år, før José Manuel Villas søn igen kunne spille bold med begge ben. Og derfra så han sig ikke tilbage. På dét, han selv har kaldt flugten fra minerne og det liv, minearbejderne levede, blev han bedre og bedre til fodbold og kom længere og længere væk fra Tuilla.

Minearbejderne i Tuilla kaldte ham El Guaje - drengen. Det gør alle spaniere stadig. Og mandag aften dansk tid græd drengen med hovedet gemt i hænderne.

32-årige David Villa græd og havde svært ved at stoppe med at græde, da han blev udskiftet i de sidste minutter af Spaniens VM-sejr over Australien.

I en ganske ubetydelig kamp mellem to landshold, der allerede var slået ud af slutrunden, græd Villa, mens han forholdt sig til det faktum, at han aldrig mere skal repræsentere Spanien som landsholdsspiller.

Han havde allerede inden VM besluttet sig for at afslutte sin landsholdskarriere, inden han presser de sidste dampe ud af benene på en kontrakt i MLS-klubben New York City FC.

Ingen kan vide præcist, hvad El Guaje tænkte på, mens han blev forsøgt trøstet på bænken.

Vi ved derimod, at drengen fra Tuilla i dag er mangemillionær i den overordentligt solide ende efter en lang og misundelsesværdig fodboldkarriere, der har givet muchos, muchos euros. Han har spillet og vundet og scoret for storklubber som Valencia, FC Barcelona og Atletico Madrid. Han har tre børn, hvis navne alle står på farmands Adidas-støvler. Han har i 11 år været gift med Patricia González, barndomskæresten hjemme fra Asturien, hvor han er et elsket ikon.

Han har med andre ord det hele, og han har opnået alt.

Men alligevel græd han på bænken i Brasilien, og jeg kan ikke styre uden om det billede. For man siger, at du ikke ved, hvad alting betyder for dig, før det er ved at være slut. Og i en fodboldverden, der måske rimeligt nok er optaget mest af klubfodbold og nullerne på den professionelle kontrakt, slår den tanke mig ofte, at færre og færre fodboldspillere ved, hvad det hele betyder for dem, og hvor stort det egentlig er at repræsentere sit land i verdens største sport.

For et par dage siden fortalte den tidligere Tottenham-manager Harry Redknapp, at han i sin tid i London-klubben havde spillere, der bad om lov til at slippe for at spille på det engelske landshold.

Vi har også for ganske nylig set et helt landshold fra Cameroun nægte at flyve til Brasilien på grund af en forringet bonusaftale - og efter ankomsten til VM spille, som om det hele ragede dem en fjer.

Vi har i Danmark accepteret, at landstræneren taler om, at det også skal vore sjovt at spille på landsholdet. Spillestilen skal være attraktiv. Som om der må være en ekstra gulerod, når nu ikke pengene er så store.

Alle spillere siger selvfølgelig altid, at landsholdet er det største. Men vi siger vist alle så meget. Og jeg har aldrig været mere skeptisk end nu. Jeg tror, mange spillere mener noget andet, og det må man så forsøge at respektere.

Men jeg blev alligevel så glad for billedet af den grædende David Villa, hvis far gjorde alt hvad han kunne for at overbevise sin fireårige søn om, at han stadig kunne komme på Spaniens landshold. Hvis han troede på det.

Der var fodboldromantik i det billede, og jeg tager gerne al den fodboldromantik, jeg kan få fra en verden, der snart kun fremelsker kommercielle interesser.

David Villa har scoret 59 gange i 97 landskampe for et landshold, man kaldte verdens bedste. Han var med til at vinde EM i 2008 og VM i 2010, og da han med hælen - i et fuldstændigt moment - scorede mandag aften for Spanien kunne han notere sig, at han nu står bag syv af de seneste 11 spanske mål scoret ved et VM.

David Villa var blevet en ligegyldighed inden VM. Spanien havde fået den brasiliansk-fødte angriber Diego Costa med til VM, men han pruttede ud af turneringen sammen med alle de andre.

Den spanske indsats denne sommer 2014 glemmer man altså nemt.

Men David Villa er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde helt glemmer.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard

TV | Her er VMs 10 »usynlige skuffelser«