Hvad er en god minibil? Er den rummelig? Billig? Har højt udstyrsniveau? Fremragende køreegenskaber? Eller måske et design mere forførende end modellerne i et undertøjskatalog fra Victorias Secret? Problemet med ovenstående er, at en god minibil altid vil være et kompromis mellem de mange faktorer. For faktum er, at pris er vigtigt i bilklassen fra 110.000 kr. til 150.000 kr., og derfor er det en umulighed at få alt. Hvis en producent gør sit bedste på alle andre parametre end prisen, så ender man med en Mini. En minibil med højt udstyrsniveau, fremragende køreegenskaber og et lækkert design, men til en pris der starter ved 244.500 kr. Går man den anden vej og gør prisen til gud, så ender man med en Dacia Sandero, som er en forfærdelig bil på alle andre parametre end plads og en startpris på 99.990 kr. Den gode minibil ligger et sted midt i mellem. Den er det perfekte kompromis, og den nye Kia Rio er tæt på at have ramt den formel i sin nyeste aftapning.

Skal mestre det meste

Da vi kørte bilen for halvanden måneds tid siden til premieren i Sydeuropa, var min gode kollega en anelse skuffet. Den var ikke en rigtig milepæl, den var ikke rigtigt underholdende at køre, og den var heller ikke rigtigt billig. Jeg har det på samme måde, da jeg efter de første 100 km i testbilen med den (i Kia Rios tilfælde) nye 3-cylindrede 1,0 liters turbobenzinmotor med 100 hk. Den vækker ikke nogle stærke følelser i mig. Men den summer frisk afsted på motorvejen, og kørecomputeren praler af et forbrug på 17 km/l, hvilket i en minibil ved 110 km/t er forbandet flot.