Mens der løbes halvmaraton i København, har verden fået en ny verdemester i den fulde disciplin.
Løberen Eliud Kipchoge fra Kenya kan kalde sig indehaver af den nye verdensrekord på maratondistancen for herrer.
Den nye rekord blev sat søndag i Berlin Marathon og lyder på 2 timer 1 minut og 40 sekunder. Det er en forbedring på mere end et minut i forhold til den nu tidligere rekord.
Den lød på 2 timer 2 minutter og 57 sekunder og blev også sat i Berlin.
»Jeg mangler ord til at beskrive den her dag,« siger Kipchoge ifølge nyhedsbureauet Reuters.
»Jeg er virkelig taknemmelig og glad for at knuse verdensrekorden,« siger han.
»De siger, at man kan misse den to gange, men ikke tredje gang. Så jeg vil takke alle, der har hjulpet mig,« siger Kipchoge.
I det hele taget er Berlin et godt sted at vælge, hvis man går efter at sætte verdensrekord.
Med søndagens rekord er de sidste syv verdensrekorder på maratondistancen hos herrerne blevet sat i den tyske hovedstad.
Kipchoges forbedring på 1 minut og 17 sekunder er den største forbedring af en verdensrekord på distancen, siden Derek Clayton barberede 2 minutter og 23 sekunder af rekorden i 1967, skriver AFP.
33-årige Kipchoge har også vundet guld ved blandt andet OL og VM i karrieren. I 2016 blev det til guld i maraton i Rio de Janeiro. VM-guldet blev sikret i 2003 på 5000-meterdistancen.
/ritzau/AP