Familien taler i det små om at flytte. Væk fra parcelhuset i Ejby ved Køge, hvor familiens tre børn – Kenneth, Jeanne og Kewin – er vokset op. Birte, moren i huset, vil gerne have en lejlighed tæt på kirkegården. Hun vil være tæt på Kenneth og vil kunne gå derover hver dag, også når hun bliver gammel.
Kenneth Patrick Nielsen, familiens ældste søn, mærkes i huset. I stuen, ud mod de store vinduer, hvor lyset vælter ind, står Kenneths soldaterportræt og opklaringsbataljonens skjold, og hele familien bærer armbånd med 2. Lette Opklaringsbataljons motto Kamp – Vilje – Styrke – Sejr eller med Private KP Nielsen. Birte havde ellers besluttet, at de ikke skulle have sådan et “mindealter” i huset. Men det kom alligevel; på den måde føles Kenneth endnu nærværende.

Hvis familien havde betænkeligheder ved Kenneths udsendelse i august 2009 – og det havde de – så viser de dem ikke mere. Sorgen er der, men fortrænges i det meste af samtalen af en massiv stolthed over ham, familien mistede for trekvart år siden – og af rækker af symboler, billeder og fortællinger, der står i kø for at blive vist frem og komme ud.

Kenneths mor har fået tatoveret et stjerneskud med Kenneths navn indeni på underarmen. Et stjerneskud, der – som sønnen – lyser klart, men i alt for kort tid, før det brænder ud. Jeanne, hans lillesøster, som delte lejlighed med ham i Vanløse, har fået tatoveret et lille Lev Livet omgivet af stjerner på håndleddet. Det var hans sidste, særlige ord til hende, da familien åbnede Kenneths afskedsbrev: at hun skulle slappe af og nyde øjeblikket, for man ved aldrig, hvad der sker i morgen.

I farvelbrevet, som delvist blev trykt i en lille folder til alle deltagere i begravelsen, skriver han også: “Det eneste, jeg vil bede jer om, er at huske mig som den glade og charmerende dreng, jeg var.” “Glad” og “charmerende” er de første ord, som familien finder frem, når de skal beskrive den fyr, der kom til verden i 1986. En “galant lille dreng”, kaldte hans mormor ham. Han maste sig aldrig på, gjorde aldrig opmærksom på sig selv, men ville gerne være med til alt. Måske ikke lige opvasken, smiler hans far, Jack. Men hvis der blev rodet med bilen, ville han rode med. Og med skovlen i haven, med støvsugeren og med sin lille græsslåmaskine.

Den stille dreng i klassen

Han var en stille dreng. En dreng, der sad med et skævt smil og lyttede i baggrunden. Måske især da lillesøster Jeanne kom til to et halvt år senere. Hun snakkede, mens Kenneth fordybede sig i sin egen verden, i tegnefilm og dyrefilm foran fjernsynet. Kenneth var drengen, der som syv-, måske otteårig kom hjem fra en ugelang lejrskole med en rød plamage på maven; en tæge, der havde bidt sig godt og grundigt fast. Han var bange og troede, at tarmen var ved at falde ud. Men han havde ikke turdet eller villet sige noget til de voksne. På samme tur var han kommet af sted uden en ske. I stedet for at gøre opmærksom på sig selv havde han ikke fået morgenmad hele ugen.

Hans stilhed betød, at han var en nem elev i skolen. “Nok for nem,” som hans mor siger. Han puttede sig bagest i klassen og blev glemt lidt. “De andre ved bedre end jeg,” syntes hans holdning at være, så han løftede først pegefingeren, når han var helt sikker på sit svar. Kenneth var ikke specielt boglig. Han havde svært ved at komme i gang med at læse – og dermed med de øvrige fag. Men han var en slider. Typen, der knoklede på, måske mest af alt for at leve op til egne forventninger, siger hans gamle klassekammerater. Og han havde en drøm. Han ville være jagerpilot. Så han tog 10. klasse på en efterskole, dels for at blive mere selvstændig og udadvendt, dels for at blive klar til en gymnasieuddannelse, så pilotuddannelsen kunne realiseres. Han fik også en handelsskoleeksamen, men undervejs fik han sit syn undersøgt. Det var et stort nederlag for ham, da lægerne kunne konstatere, at han havde problemer med at skelne duschede farver fra hinanden. Jagerpilot kunne han aldrig blive:

“Det var uden tvivl en kæmpe skuffelse. Men han gik med sine følelser indeni. Udadtil var det “op på hesten igen”. Han talte ikke her og nu om ting, han var ked af. Kun en gang imellem, hvis man hentede ham på skolen, kunne man få mere at vide på fem minutter end på en hel uge herhjemme. Kenneth var bedst til at åbne sig på tomandshånd. Helst når vi sad i bilen alene. Så kom det af sig selv,” siger Kenneths far, Jack.

Drømmen om at stå i køkkenet

I stedet for jagerpilotdrømmen fulgte Kenneth sin anden store passion: at lave mad. Han kom ind på Slagteriskolen i Roskilde på kokkelinjen og fik med tiden en elevplads på en fornem restaurant inde i København. Han var dygtig til det. Kunne lide disciplinen i køkkenet og fremtryllede på ingen tid tre retter mad til tyve mennesker, da hans mor fyldte 49 år.

Alligevel var der noget, der nagede Kenneth. Han havde svært ved at finde sig til rette med de skæve, lange arbejdsdage, der gik voldsomt ud over hans altoverskyggende fritidsinteresse, den koreanske kampsport Hwarang Do. Han savnede det fysiske islæt i arbejdsdagen, og ekstraarbejdet, som kokkeeleverne hverken fik løn eller tak for, hang ham ud af halsen. I stedet begyndte hans tiltrækning af militæret at vende tilbage. Når det nu ikke kunne blive jagerpilot, kunne han måske gå en anden vej?

Han var, siger hans venner, fascineret af actionfilm og actionhelte som i Bourne-trilogien: Tanken om, at man ene mand kunne det hele – kunne komme og klare ærterne, når verden standede i våde. “Men han var muligvis den fredeligste dreng, jeg nogensinde har mødt. Jeg har aldrig nogensinde set ham hidse sig op, så at han skulle i krig ... Det var virkelig overraskende,” siger Kenneths nære ven, Mathias Sejer. For i militæret kom Kenneth; han begyndte som konstabelelev hos Gardehusarerne på Almegårds Kaserne på Bornholm i 2008, og der gik ikke mange måneder, før det stod klart, at Kenneth skulle udsendes.

“Man har det ikke godt som mor med den tanke. Men Kenneth havde en kusine, der havde været af sted, så det var ikke fremmed for familien. Det hørte sig til, vidste vi. Og det værste sker jo, tænker man, aldrig for én selv. Kun for navne i avisen,” siger Kenneths mor, Birte. Det var svært, hvis ikke umuligt for såvel familie som venner at tale Kenneth fra tanken. Hans øjne lyste af begejstring og entusiasme, når han fortalte om konstabeluddannelsen, om stroppeturene, om kammeratskabet, om teknikken, om den forestående udfordring i Afghanistan.

»Så er jeg en helt og er fandme stolt af det«

Han havde endelig fundet noget, han var eminent dygtig til og fik anerkendelse for. Et system, han regnede med at skulle tilbringe mange, mange år af sit liv i og pleje indefra. Han var så sikker i sin sag, som en 22-årig dreng kan blive. Eller med hans egne ord, som han formulerede dem i sit afskedsbrev: “Hvis I læser dette, ja, så er jeg desværre ikke iblandt jer mere. Så er jeg en helt og er fandme stolt af det. I skal vide, at dette har været min beslutning. Det er det, jeg er født til. Jeg har aldrig følt mig så tilpas før som nu. Dette er lige mig.”

Så det professionelle var faldet i hak. Men hvad drømte Kenneth ellers om? At den høje, efterhånden muskuløse og kønne dreng var stille og tilbageholdende, dækkede over en usædvanlig følsomhed, der mest kom ud, når han var sammen med sine få fortrolige. Han var en fyr, der tænkte meget over livet, ved de. Det er ikke tilfældigt, at han – på et nyligt feriebillede, som familien holder særlig meget af – har en kæde med et sølvkors om sin solbrændte hals. Han var, hvis ikke kristen i traditionel forstand, så troende på sin egen måde.

En af de sidste dage, inden Kenneth tog af sted, spiste han frokost med sin bedste veninde og fortrolige, Isabella Schneekloth. “Jeg vil gerne fortælle om min frygt til dig; du kan klare det,” indledte han med. Han sagde, at han – hvis der skulle ske ham noget – ikke ville komme invalid hjem. At han ikke ville komme hjem som et halvt menneske, for hvilken pige ville have en mand med en halv arm eller uden ben? Isabella forstod ham godt. Men pjattede med, at hvis ingen af dem havde fundet den rette som 30-årige, så kunne de altid få børn sammen.

Det var en bemærkelsesværdig samtale for Isabella. Dels fordi hun kunne mærke på Kenneth, at han var alvorlig. Dels fordi hun vidste, at det var deres sidste møde, inden han tog af sted. På den anden side havde hun svært ved, i hans selskab, at tro, at der kunne ske ham noget. Tro, håb og kærlighed var værdier, som de talte meget om, og Kenneth var så stærk i sin tro, at det var svært som ven at tvivle. “Tro flytter bjerge, og jeg tror fuldt og fast på, at jeg kommer sikkert hjem,” skrev han til hende undervejs. Han ville komme hjem og realisere sin anden store livsdrøm: at finde den eneste ene. Den store kærlighed. Meningen med livet.

At Kenneth havde fundet sig selv og selvtillid, skinner også igennem i de råd, Kenneth noterer i sit afskedsbrev til sin seks år yngre lillebror, Kewin. De to lignede hinanden; stille, eftertænksomme fyre. Men hvad betyder det, skriver Kenneth til Kewin, når man er “en Nielsen”? Hans sidste hilsen til Kewin er – på mange måder – som en hilsen til sig selv, bare i yngre kopi:

“Kewin, din lille irriterende møgunge :-) Elsker dig. Du er sgu en god dreng, og jeg ved, at du kommer til at klare dig godt i fremtiden, du har hjernen og modet til det, lad ingen sige det modsatte. For du er en Nielsen, og vi styrer for vildt! [...] Husk, jeg vil altid være ved din side og hjælpe dig på vej gennem livet. Du vil møde bump og fiasko på din vej, både med piger, venner og arbejde, men lær af det, det vil kun gøre dig stærkere.[...] Jeg er stolt af dig og er stolt af at være din storebror.”

En sidste sang

Kenneth blev dræbt af en sprængladning den 25. november 2009, da han kun havde været soldat i lidt over et år. Hans Ipod var stoppet midt i Josh Grobans fortolkning af You Raise Me Up. Det var den sidste sang, han selv hørte, inden gruppen tog på patrulje, og en sang, som han flere måneder forinden havde besluttet skulle spilles til sin begravelse. Hvis nu.

Det blev, som han ønskede det. En fuld militær begravelse. Hele delingen var hjemme på orlov, så kirken var fuld af kammerater. Hans ord fyldte meget under bisættelsen; familien havde ladet hans afskedsord trykke i den lille folder, som hver gæst fik stukket i hånden. Komplet med smileyer og Kenneths egne fortrøstningsfulde ord, gennemvædet af tro, håb og kærlighed: “Husk mig i minderne og i jeres hjerter, for det er der, jeg vil være. Husk, at jeg aldrig er længere væk end bare at lukke øjnene og tænk på mig. [...] Vi ses igen, men tag jer bare god tid. Lev livet og bliv godt og grundigt gamle, og så ses vi til den tid, om lang tid. Jeg vil stå og tage imod jer hver og en.” Han blev båret ud til tonerne af Elvis’ Can’t Help Falling In Love.

Forsvaret har taget et billede, hvor æresvagten – Kenneths seks nærmeste kolleger fra Afghanistan – bærer kisten frem til begravelsesstedet. På venstre side i midten, med sørgebind om ørkenuniformens venstre arm, går Simon Sejer Hoffmann. Med sort blik og et på en gang betuttet og sammenbidt drag om munden. Alle seks, inklusive Simon, ser væsentligt ældre ud end deres 23-25 år. De var kommet hjem på orlov et par dage før tid og havde øvet deres pligter til hudløshed. Ingen skulle kunne sige, at de havde fumlet det mindste foran K.P.s familie. Nu er deres ansigter furet af alvor.

I dagene op til hjemtagningen af Kenneths kiste havde Simon brugt timer på at sammensætte et diasshow med Kenneths billeder fra Afghanistan og finde musik til. Han havde afleveret det hele på et USB-stick til Kenneths familie. Der var billeder af Kenneth i uniform, men også i leg, badende og pjattende, sovende og storgrinende – beviserne på, at det hele i Afghanistan ikke bare havde været surt. At han havde det godt. Var glad. Det betyder hele verden for Kenneths forældre.

Ingen ved, hvad Simon Hoffmann tænker lige dér, som han går med kisten. Han talte kun sparsomt om K.P.s død og begravelse, da han i de følgende dage fejrede jul med sin egen familie. Men måske tænkte han, hvad de andre i gruppen gjorde. Som én af kammeraterne forklarer:

“På intet tidspunkt er man så led ved at være i uniform, som når man afleverer kisten til forældrene og familien. Man kalder den vist survivor’s guilt, den skyldfølelse. Dér står man og er spillevende og er et eller andet sted glad, fordi man selv har klaret den og skal hjem til sin familie. Jeg tror, det var Simon, der sagde lige efter K.P.s død, at det sgu føltes meningsløst med den orlov nu. For familien foran dig får aldrig deres dreng at se igen.”

En måned senere var det Simon, der blev båret hjem; liggende under Dannebrogsflaget og med baretten oven på kisten.