De fleste forbinder Henrik Vibskov med tøj, der kræver attitude, og modeshows, som indeholder alt fra balletdansere til stofsalamier. Men han er også professor ved Designskolen Kolding og lige nu aktuel med udstillingen Mindcraft, som åbner på en af verdens største møbelmesser i Milano, Salone del Mobile Milan, i morgen.
Det er 10. gang, at dansk design og kunsthåndværk har sin egen platform i Milano – selv har Vibskov deltaget i udstillingen tre gange som designer, men i år er hans rolle anderledes. Nu er han selv hjernen bag, efter at han er blevet udvalgt af Statens Kunstfond til at være kurator, som finder talenter inden for fag som mode, tekstil, keramik, sølv, møbeldesign og grafisk design.