Den 81-årige amerikanske skuespiller, komiker og tv-vært Joan Rivers er død. Dødsfaldet kommer en uge efter at Rivers gennemgik en operation, som skulle have 'rettet op' på hendes slidte stemmebånd.

Men under operationen, der foregik på en privatklinik på Manhattan, stoppede Joan Rivers hjerte. Hun gik i koma. Og med lynets hast blev hun lagt i respirator og indlagt på hospitalet.

Joan Rivers, hvis rå og uhæmmede standupkomik banede vejen for både mandlige og kvindelige kollegaer, var selvfølgelig en ældre dame. Men hendes datter Melissa Rivers understreger, at hendes mor var ved godt helbred.

- Min mors største glæde i livet var at få folk til at grine. Selvom det er svært for hende at gøre nu, så ved jeg, at hendes sidste ønske ville have været, at vi snart begynder at grine igen, skriver Datteren Melissa Rivers ifølge bbc.com

Adskillige internationale medier skriver om skuespillerens død. Washington Post kalder Joan Rivers for en 'legendarisk komiker', mens time.com i en lang artikel mindes hende med overskriften 'som om hun ville lade os glemme hende'.