Kendis-mæglere stopper i Nybolig
Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard forlader ejendomsmæglerkæden Nybolig.
Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard forlader ejendomsmæglerkæden Nybolig.
Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard forlader ejendomsmæglerkæden Nybolig, men fortsætter deres projektsalgsforretning i eget regi. Det oplyser Nybolig i en pressemeddelelse.
"Efter gensidig aftale stopper ejendomsmæglerne Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig som franchisetagere i ejendomsmæglerkæden Nybolig," skriver ejendomsmæglerkæden i en kortfattet pressemeddelelse.
Parret vil i stedet koncentrere sig om projektsalg uden for Nybolig.
"Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig, der gennem de seneste år har specialiseret sig i salg af boligprojekter, har anmodet om at kunne fortsætte projektsalgs-forretningen i eget regi. Dette har Nybolig har accepteret," skriver Nybolig.
Allerede i februar 2011 trak parret sig fra deres i alt otte Nybolig-butikker og overlod driften til kæden, for selv at koncentrere sig om projektsalg - dog stadig under Nybolig-paraplyen.
Nu er samarbejdet imidlertid endeligt slut
I foråret 2011 kom det frem, at selskabet Peter Norvig A/S, hvor Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig er henholdsvis administrerende direktør og bestyrelsesformand, var i økonomiske problemer.
Efter regnskabsåret 2009/2010 var underskuddet på 8,2 mio. kr. og egenkapital negativ med 6,7 mio. kr. Baggrunden var blandt andet store tab på selskabets aktier i Parken Sport & Entertainment.
Peter Norvig er kendt som en del af personkredsen omkring tidligere bestyrelsesformand i Parken, Flemming Østergaard, og ejendomsmægleren sad selv i selskabets bestyrelse fra 1997 til 2009