Den 19. november åbner stemmelokalerne, og du skal formentlig i stemmeboksen og sætte kryds ved den kandidat, du tror kan varetage dine interesser bedst de næste fire år. Det samme skal dine naboer. Men hvem er det egentlig, der bor der inde ved siden af, og hvorfor stemmer de, som de gør?

En kvinde i en båd

Højst sandsynligt er din nabo en kvinde. I Rudersdal Kommune er 57 procent af befolkningen af hunkøn, hvilket er noget over landsgennemsnittet, der ligger tæt på 50/50.

Med 78 procents sikkerhed bor din nabo i hus. Og måske står der et sejlskib i indkørslen og skinner, eller også ligger din nabos robåd og skvulper nede i havnen. Et er sikkert, din nabo er vild med både. Hun elsker både så meget, at der i Rudersdal sammenlignet med landsgennemsnittet er op til otte gange så mange, der læser om både i diverse magasiner.

Børneboom i byen

Din nabo bor ikke alene i sit store hus. I de fleste tilfælde huserer der fire eller flere personer på matriklen. Disse er formentlig samlever og børn. Faktisk har 53 procent af husstandene hjemmeboende børn. I forhold til København og Gentofte fremstår Rudersdal som en decideret børnekommune.

Familien har et solidt indtægtsgrundlag. Og er godt uddannet – over halvdelen af den voksne befolkning har en længerevarende uddannelse bag sig. Og hvis din nabo ikke er pensionist eller blandt de fem procent selvstændige, der bor i kommunen, arbejder hun som lønmodtager i en funktionærstilling.

Beatles, Stravinsky og boller i ovnen

Avisen, din nabo læser, er Berlingske. Her er det især finanssiderne, der bliver tygget igennem. Og blandt de mest dedikerede læsere af »Business« overgår Rudersdal selv Gentofte.

Når familien har fri, påstår din nabo, at hun er særdeles kulturel. Klassisk musik er en yndet nydelse. Selv om popmusik stadig er det mest spillede i de små hjem. I gennemsnit besøger din nabo kunstmuseer, biografer og koncertsalene et par gange om året, men mener ikke, at det offentlige skal smide flere penge efter kulturen.

Om det skyldes ren passion, et behov for at afreagere eller den store andel af kvinder i kommunen, er ikke til at vide, men Rudersdal har en pudsig rekord. I de små hjem bliver der slået i bolledejen. Ifølge statistikken bager hele 23 pct. af borgerne i Rudersdal mindst en gang om ugen.

Og måske bliver der bagt brød til den næste middagsaftale, du har med din nabo. Tallene viser nemlig, at du måske allerede kender din nabo særdeles godt. Over en tredjedel af borgerne i Rudersdal har nemlig spist middag med naboen inden for det sidste år.

Kilde: Index Danmark og Gallup