For en sjælden gangs skyld slår folk sig ikke ned foran en scene på Roskilde Festival, men foran storskærmen ved siden af. De venter på »Nine Rocks«.
Dokumentarfilmen om dødsulykken under Pearl Jams koncert på Roskilde Festival i 2000, som vises ved Rising-scenen præcis 15 år efter, at Roskilde Festival og musikbranchen som helhed mistede sin uskyld.
Ken Damgaard Thomsen sidder klar i sin festivalstol. Han har været på Roskilde hvert år siden 1999 og stod forrest til Pearl Jam-koncerten. Ikke i den skæbnesvangre side. Men nogenlunde samme sted i den modsatte.
{embedded type="node/feeditem" id="35426881"}
Han opfattede ikke, hvad der skete få meter fra ham, men så efterfølgende kaos-billeder af ambulancerne foran scenen på storskærm og hørte dødstallet stige i radioen fra sin camp.
»De første år efter, var det noget, man tænkte over hvert år. Var ovre at kigge ved mindestenene, og så går tiden, og så glemmer man det lidt. Nu læste jeg en artikel i dag, der gav et tilbageblik. Den gad jeg ikke læse færdig,« fortæller 36-årige Ken Damgaard Thomsen.
»Det er første gang i lang tid, at jeg har tænkt over det. Og det var ikke rart. Man var en del af det, og alligevel ikke. Og der er en grænse for, hvor meget man kan tillade sig at have det skidt med det. For jeg havde ikke en opfattelse af, at jeg selv var i fare på nogen måde. Så det er absurd. Jeg havde egentlig heller ikke planlagt, at jeg skulle se den her film. Men nu prøver vi,« siger han.
Kredsen af mennesker foran skærmen vokser, aftensolen bager og forbipasserende stopper op.
»Ulykken er en del af Roskilde Festivals historie. En del af det, vi er. Vi viser Thors (filmens instruktør, red.) film for at mindes og ære de ni, der døde. Allan, Anthony, Carl-Johan, Frank, Frederik, Henrik, Jakob, Lennart og Marco,« siger Henrik Bondo, sikkerhedschef på Roskilde Festival, fra scenen.
»For os er det den helt rigtige måde at gøre det på, fordi filmen »Nine Rocks« reflekterer over tabet og sorgen, og fordi den også hylder livet og fællesskabet ved musikken.«
»Den minder os om, at vi passer på hinanden og skønner på livet, som den gave det er,« siger han.
Det må ikke fylde for meget
Filmen begynder med autentiske billeder fra koncerten i 2000. Viser hvordan Pearl Jam-forsangeren Eddie Vedder synker sammen på scenen, over det han ser. De billeder rammer et ømt punkt i Ken Damgaard Thomsen.
Han er glad for at have set filmen, men en lille del af ham havde gerne set, at begivenheden havde fået mere opmærksomhed.
"De kunne måske have vist den inde på Orange. Det er stadig som om, det bliver gemt lidt væk, synes jeg. Men det er også et spørgsmål om, hvor meget det skal tynge og fylde. Det er en meget svær balance," forklarer Ken Damgaard Thomsen.
»Det værste der kunne ske, er at det fylder så meget at det bremser festivalen. Så har det den modsatte effekt af, hvad det burde have. Det er også derfor, jeg bliver ved med at komme tilbage, derfor jeg bliver ved med at høre Pearl Jam og har været til flere Pearl Jam-koncerter.«
»Det kan ikke være rigtigt, at det skal være det, det bliver husket for. Heller ikke Roskilde,« siger Ken Damgaard Thomsen, der ved, det bliver en god festival igen i år, selvom han måske tænker lidt mere over dødsulykken sammenlignet med andre år.
Unge taknemmelige over sikkerhedsfolk
Kusinerne Ida og Mai Fredskild på 18 og 19 år havde hørt om ulykken og var derfor også interesserede i at se »Nine Rocks«.
»Men det er slet ikke inden for den katastroferamme, vi kender til,« siger Mai Fredskild.
Hun havde gerne set, at filmen varede mere end den halve time og førte det yngste publkim lidt mere ind i historien omkring ulykken. Dog har den ændret noget helt konkret hos hende. Nemlig synet på sikkerhedsfolkene og systemerne
»Jeg har en større taknemmelighed, når koncertdagene åbner, og jeg ser de her security-folk og pitten, der er kommet efter den her begivenhed,« siger hun.
Derudover er de to kusiner enige om, at man på en festival skal passe på hinanden.
Siden ulykken har Roskilde Festival forbudt crowdsurfing og udviklet pit-systemet, der deler publikum op med bumme foran Orange Scene. Derudover har de TV-skærme, hvor de overvåger sikkerheden foran scenerne og observerer, hvor presset er størst og kan justere efter det. En koncert kan også afbrydes med en "kill switch", så nødbelysningen tænder imod publikum, og der kun er én mikrofon, der går igennem fra scenen: sikkerhedsfolkenes.
Se publikums reaktioner på dokumentaren: