Religiøs fanatisme er ikke noget nyt fænomen, og på flere hundrede års afstand ser de store linjer i de begivenheder, der foregik i vores egen europæiske baghave i løbet af 1500-tallet, ikke markant anderledes ud end dem, der pågår i dag. Verden har ændret sig, det har fanatisme ikke i nær samme grad.

Med en imponerende historisk detaljerigdom folder Ken Follett i »Den evige ild« vores fælles fortid ud som en populærromantisk spionthriller, hvor religion, storpolitik samt personlige sym- og antipatier er hovedkatalysatorer for den dramatiske udvikling, historisk og litterært.