Du fylder snart 70 år, hvorfor bliver du ved?

»Hvis jeg holdt op med at optræde, ville jeg simpelthen kappe en stor del af mit liv væk. Der er ingen skillelinje mellem mit arbejde og min fritid.«

Hvilket kunstværk giver dig tårer i øjnene?

»Første gang, jeg blev virkelig rørt af en film, var, da Audrey Hepburn i »Prinsessen holder fridag« ender med ikke at måtte få journalisten Joe. Da sad der en 11-årig dreng i biografen og græd. Jeg stortudede også første gang, jeg hørte Rasmus Seebach synge »Den jeg er«. Det er en sang om hans far, og jeg kender jo familien og ved, at den er enormt ærlig.«

Hvad ville du gerne lave om ved dig selv?

»Jeg ville ønske, at jeg havde lidt mindre temperament. Det løber indimellem af med mig. Så kommer jeg til at sige ting, jeg slet ikke mener. Til gengæld er jeg også god til at give en undskyldning.«

Hvad er meningen med livet?

»Meningen med mit liv er at gøre alt for, at vores børn og børnebørn får et lige så godt liv, som vi har haft. Lige siden, vi fik Annette, har jeg ikke været i tvivl om, at det var målet for mit liv.«

Hvad var de længste minutter i dit liv?

»Det var sidste vinter. Hilda og jeg var lige kommet hjem fra Thailand, da vi fik en besked fra Annette om, at hun var på vej mod hospitalet, fordi hendes mand Jesper havde brækket nakken. Der satte vi bare kufferterne fra os og gik rundt om dem. Vi frygtede selvfølgelig, at han skulle lænkes til en kørestol. Det havde ændret hele familiens liv. Dage senere skrev Annette heldigvis, at Jesper kunne mærke, at hun rørte ved hans fod.«

Hvad ville du sige til dig selv som 17-årig?

»Jeg tror ikke, det ville nytte at sige noget som helst. 17-årige Keld Heick var så fandens klog. Men jeg ville nu nok hviske ham i øret, at der også er et liv efter de 30.«

Hvor rejser du altid tilbage til?

»Rom. Vi var der første gang som helt nyforlovede lige efter Hildas 18 års fødselsdag. Min far arbejdede for et rejsebureau og kunne skaffe os afbudsbilletter. Hildas far havde egentlig sagt nej.«

»Først troede vi, han var nervøs for flyveturen, så min far kontaktede ham og garanterede, at det var sikkert. Men så gik det op for os alle, at det var, fordi Hildas far ikke ville have, at vi skulle dele værelse. I det hele taget var vores forlovelse til stor gru for vores forældre. Til sidst fik vi lov til at tage af sted et enkelt døgn, og vi følte os som verdens rigeste mennesker. Vi har været der over 20 gange siden.«

Hvad tror du på?

»Jeg tror på det bedste i mennesker. Men jeg tror indimellem også på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg er mirakuløst blevet reddet fra at drukne og fra at køre frontalt ind i en lastbil.

Min onkel var frihedskæmper under Anden Verdenskrig og blev skudt samme dag, som jeg året efter blev født. Jeg blev opkaldt efter ham og kan ikke lade være med at tænke på, at han holder hånden over mig.«

Hvad er det mærkeligste, du har i dit køleskab?

»Jeg havde engang en minidisk, der blev ved med ikke at ville spille, når det var varmt. Så hjalp det at sætte den i køleskabet natten over.«

Er der noget, vi ikke ved om dig?

»Jeg tror faktisk, at folk ved stort set alt om mit liv. Vi har lige levet ti dage med mikrofoner og kameraer på konstant. Det var til et nyt TV-program, og jeg tror, jeg ved, hvordan det var at bo i Østtyskland før Murens fald. Så hvis folk mener, der er noget, de ikke ved, kan de bare følge med på TV2 Charlie.«