Kates forældre betaler millioner til bryllup
Traditionen tro punger det britiske kongehus ud, når prinser og prinsesser skal giftes. Men Kate Middleton bliver undtagelsen.
Traditionen tro punger det britiske kongehus ud, når prinser og prinsesser skal giftes. Men Kate Middleton bliver undtagelsen.
Den 29. april får Storbritannien en ny prinsesse, når Kate Middleton gifter sig med prins William. Brylluppet med 1.900 gæster, frokost på Buckingham Palace, middag og fest bliver næppe billigt.
Regningen plejer kongehuset dog at tage, men Kates forældre vil ikke høre tale om det. Derfor har Carole og Michael Middleton insisteret på at betale et millionbeløb til festlighederne, og prins William har sagt ja tak.
Det skriver magasinet Vanity Fair.
- Det var noget de absolut ville gøre, og prins William accepterede galant, fortæller en kilde til Vanity Fair.
Parret har råd til at levere millioner - de ejer et firma, som udlejer udstyr til festlige lejligheder, inklusive bryllupper, og det har været en stor succes. Men pengene for brylluppet bliver først og fremmest symbolske, da eksperter skyder på, at det fulde beløb for festen kan løbe op på 100 millioner kroner.