Falcon Heene, den 6-årige dreng, der i går gemte sig på et loft, mens hele verden og CNN troede, at han fløj omkring i en hjemmelavet luftballon, er nok på landjorden igen. Men helt godt har han det ikke.

I dag har familien stillet op til flere interviews for at forklare drengestregerne, der blev bekostelige i mediedækning og eftersøgning. Og under et interview med The Today Show giver den seksårige knægt sig til at kaste op.

Han når lige at advare sin mor. Hun bliver siddende i stolen, men hun holder en plasticbeholder op for drengen, som han kan kaste op i.

Faren afviser mediestunt

Ingen lader sig rigtigt mærke med, at drengen kaster op. Faderen taler videre med nyhedsværten – bl.a. siger han, at han nu snart har opbrugt sin tålmodighedskvote hvad angår medier, der vil vide, om han og moderen har iscenesat hele episoden.

 - Hvad skulle jeg vinde ved det?, spørger han.

Familien mistænkes af medier for at være glade for mediedækning, dels fordi familien har deltaget i realityprogrammet ”Wife Swap”, dels fordi faderen er vært på sine egne YouTube-kommentarprogrammer.

Se tv-indslaget med ballondrengen: