Kasper Holten var den unge og karismatiske chef for Den Kongelige Opera engang. Danskeren er stadig ung og karismatisk chef, men nu på Covent Garden i London – et af verdens vigtigste operahuse. Han har de seneste dage været tilbage i sit gamle operahus. Anledningen er hans opsætning af Webers trylleromantiske »Jægerbruden«. Forestillingen havde premiere lørdag aften og anmeldes her i bladet mandag.
Hvordan ser Det Kongelige Teaters problemer ud fra London?
»Udfordringen er grundlæggende den samme i operahuse verden over,« siger Kasper Holten.
»Vi kan se de offentlige tilskud falde og må derfor opfinde en ny business-model. Londons operahuse er ganske vist så heldige, at der bor en masse rige mennesker med musikinteresse i byen. Men vi kan jo altså kun trække på deres midler til en vis grænse. Og vi vil meget nødig blive de riges klub - det er en svær balance.«
Det Kongelige Teater må også satse på sponsorater?
»Ja, vi hører meget om erhvervssponsorater som en fremtid. Men operahusene kan kun bruge penge fra erhvervslivet til investeringer i digitale fremstød og den slags. Operaen skal ikke samarbejde med erhvervslivet for at spare, snarere fordi der kommer spændende ting og nye muligheder ud af det.
Man skal heller ikke tro, virksomheder pludselig får en masse penge til overs. Det ville virkelig være naivt. Erhvervslivet i Danmark står ikke i kø for at støtte det danske kulturliv. Og netop fordi man ikke har så mange enkeltindivider med kapital på dansk jord, så kan jeg godt frygte lidt for fremtiden. For de der private penge, man forestiller sig, skal fylde hullet efter besparelserne – hvor skal de helt præcist komme fra?
Det Kongelige Teater har i mine øjne en ganske stærk ledelse for øjeblikket og skal nok finde gode løsninger. Men ærligt talt: Jeg finder det også uærligt at sige, at man kan spare op mod 40 mio. kroner, uden at det kan mærkes på kvaliteten. At man kan spare en masse og fylde hullerne med for eksempel digitalisering. For det passer jo ikke. Det er uærligt spil og politisk uklogt.«
Hvorfor uærligt?
»Fordi man ikke kan digitalisere et orkester eller et operakor. Michael Christiansen og os andre i ledelsen sagde af samme grund nej tak til Operaen – hvis ikke bevillingerne til drift fulgte med. Vi fik så ekstra penge til at drive de her huse. Men de penge er nu forsvundet igen.
Hvis politikerne vil give folk flere penge til privatforbrug og færre til kultur, finder jeg det fair nok. Men at sige man kan spare og alligevel opretholde det kunstneriske niveau – dét er uærligt, umodigt og trist.
Teatret har fået de fantastiske rammer, men savner pengene. Politikerne skal forstå, at kunst ikke handler om bygninger - men om mennesker. Uden kunstnere på scenen, ingen kunst. Vi har brugt 20-30 år på at bygge noget op. Det er træls at se det hele bygget ned igen.
Kultur kan gøre os rigere og stærkere. Er vi virkelig kun blevet det økonomiske mennesker? Vi bruger hele tiden tal og dermed logik til beskrivelse af mennesker. Men mennesker er ikke altid logiske. Og det er der, kunsten kommer ind.
De riges klub
Hver anden dansker ville ellers gerne spare på kunst og kultur...
»Ja. Spørgsmålet kan altid stilles op som kunst over for flere hofteoperationer. Men det handler i virkeligheden om et politisk valg. For hvis vi løfter en bestemt type opgaver i fællesskab, bliver hele samfundet rigere af det. Alternativet er altså, at man gør kunst til de riges klub – sådan som man ser det visse steder i USA. Og er det virkelig dét, vi vil?«
Spiller de overvejelser en rolle i dit daglige arbejde?
»Når jeg er operachef, tænker jeg på, at der skal være balance i tingene. Vi kunne sagtens spille »La Traviata« og »La Bohème« hele tiden og på den måde få fyldt hver eneste plads året rundt. Men de førende kunstnere på feltet ville i samme øjeblik holde op med at komme, de ville simpelthen ikke finde os spændende nok – hvorpå vi lige så hurtigt ville miste vores brand. At reducere operaer til museumsstykker ville være kunstnerisk selvmord.
Vores løsning på Covent Garden er den kunstnerisk differentierede løsning. Hvis vi har en populær opera som »La Traviata« på plakaten, spiller vi den måske 18 gange. Hvis vi tager en opera som »Kong Roger« af Szymanowski op, spiller vi den måske fem gange. Og vi tager højere billetpriser for »La Traviata« og lavere priser for »Kong Roger«.
Når jeg arbejder som instruktør, kan jeg ikke gøre sådan nogle overvejelser. Hvis jeg som kunstner gik for meget op i, hvad folk måtte tænke – så ville jeg miste min intuition. Man er ansat til at bruge sin mavefornemmelse.
Vi har i øvrigt meget tæt forbindelse med publikum i London – også meget tættere end herhjemme. Vi skal ikke vente et par dage på at læse, hvad folk som dig måtte mene. Vi tweeter konstant og kan ofte se folks reaktion allerede i pausen under en premiere! Men når jeg bruger folks reaktioner til noget, er ikke så meget deres holdning. Mere om de simpelthen har forstået, hvor jeg ville hen. Altså om jeg har nået mit mål.
Når vi er i prøvesalen, er vi nødt til at stole på vores intuition. Man kan ikke lave kunst ud fra, hvad folk vil have. Tænk på Hollywood: Instruktøren kan have en god idé og skabe en fremragende etter. Men når man vil følge op på publikumssuccesen med en toer, bliver det som regel knap så spændende.
Vi lever i en tid med et ekstremt fokus på brugere og på succes. Men kunsten er helt afhængig af folk, der tager chancer. Og af folk, der tør sige noget.«
Hvilke tanke har du gjort dig om »Jægerbruden«?
»Operaen er først og fremmest bedre end sit rygte. Der er megen samtale i den oprindelige version – men den har vi kortet ned på, også fordi vi har sangere fra så mange nationer. Vi står altså med musikken i en noget renere og mindre brudt form. Og det klæder den faktisk! Halvdelen af den peger tilbage mod det gammeldags syngespil, den anden peger fremad mod Wagner og musikdramaet. Så man skal ikke høre »Jægerbruden« som en musik mellem to stole - snarere som en musik, der nok så dramatisk peger både tilbage og fremad.
Den handler i mine øjne grundlæggende om kampen mellem godt og ondt, mellem djævlen Samiel på den ene side og eremitten som det guddommelige på den anden. Det er ikke en historie, jeg finder så interessant længere. Ansvaret for mit eget liv ligger hos mig selv. Vi kan på den anden side ikke reducere det overnaturlige væk fra operaen. Men vi fandt så den løsning, at de to skikkelser er slået sammen! Djævlen og Gud spilles altså af den samme person. Og det hele foregår på en måde i Skæbnens lille teater. Så det vigtige i min version er ikke kampen mellem godt og ondt, men hvad Skæbnen gør ved os hver især. Skæbnen er i øvrigt en forhutlet cirkusdirektør, der rejser rundt med sit lille etablissement. Hvad som helst kan ske inde i hans teater.«
Så hvad er det vigtigste budskab?
»Operaen spørger til konsekvenserne af vores handlinger. Vi ser sommetider hverdagen som vores vigtigste virkelighed. Men det vigtigste er jo lige så tit vores store triumfer eller de afgørende valg i vores liv.«