Forleden kørte jeg med metroen gennem Ørestaden, og ud af de mange hundrede nyopførte huse, vi passerede, var der ikke ét eneste, jeg gad bo i, om jeg så fik det smidt i nakken. Alle boligerne er stort set ens: store glaspartier indrammet i beton og stål. Måske har man krydret fantasiløsheden med en altan eller en lille trist have, hvor børn kan løbe rundt og udvikle en depression. At arkitekterne ikke havde brækket sig over sig selv, da de præsenterede det, går over min forstand.
Hvordan kan det i det hele taget være, at arkitekter, som er eksperter i formgivning, kan producere så meget lort? Ørestaden, Københavns havn, Nordhavn og Sydhavnen er alle med få undtagelser plastret til med det ene dødsyge byggeri efter det andet. Golde og uhyggelige arealer, hvor vinden accelererer monsunagtigt mellem de glatte facader. Jeg forstår, at entreprenører har tjent penge på det, og tillykke med det, bonderøve, men for os andre er det en katastrofe, for det kommer til at stå de næste 200 år, og det ødelægger København.