Det er ikke Amagerbanken, der har skaffet penge hjem til Karsten Ree. Banken, som han prøvede at redde i årene omkring finanskrisen og tabte halvdelen af sin formue på - en formue han blandt andet havde skrabet sammen gennem salget af Den Blå Avis til Ebay. Men nu går det godt for milliardæren. For blot to dage siden kunne flere medier fortælle, hvordan han solgte sit biludlejningsfirma og erklærede sig »særdeles godt tilfreds« med salget.
Og i år viser sig også indtil videre at være et særdeles tilfredstillende for Karsten Ree. En halv milliard har han tjent på sine aktier i 2017, skriver Børsen, og de er primært hentet indenfor tech-branchen, hvor han har satset stort.
»Jeg har temmelig mange dollar-aktier. Jeg har Apple, Amazon, Alphabet og Facebook,« siger rigmanden til Børsen. Han investerede sidste år 400 mio. kr. i de fire selskaber.
Karsten Ree fastslår overfor Børsen at tidligere tab er hentet hjem. Han fortæller også, at han privat har én milliarder kroner i lån og 2,2 milliarder, som er hans egne. Og rigmanden er ikke bange for, at de mange tech-aktier skyder med løst cyber-krudt og udløser en krise som dotcom-boblen, hvor mange aktier faldt med op til 90 procent.
Karsten Ree tabte mange penge, dengang Amagerbanken krakkede og flyselskabet Cimber Sterling gik konkurs. Han havde penge begge steder.
»Jeg tabte 80 mio. kr. på Cimber, 800 mio. kr. på den anden (Amagerbanken, red.) og lidt dillerdaller. Det er omkring en milliard, jeg har smidt i skraldespanden dengang,« siger Karsten Ree til Børsen og tilføjer med henvisning til, at pengene i dag er hentet hjem:
»Ja, det er de. Jeg har overhalet mig selv. Det er pænt og flot og godt, og jeg har oven i købet betalt skat.«
Karsten Ree har desuden investeret yderligere i de fire tech-selskaber, så han i dag har aktier for 800 mio. kr. i dem i dag, oplyser Børsen.
