Sent var det blevet, da John Adamsen, hans partner Peter Rislin og Kurt Thorsen landede i Københavns Lufthavn tirsdag 19. januar. De havde været i London for at finde investorer til købet af Gefion-aktierne.

Selv om dagen havde været hektisk havde Thorsen nået at ringe til André Lublin samme formiddag. Ifølge Thorsen selv var formålet med denne telefonopringning at drøfte det fortsatte samarbejde med PFA.

Lublin var ikke at træffe.

Men for Kurt Thorsen er denne telefonopringning et tydeligt bevis på hans uskyld. Han har forklaret, at han udtrykkeligt bad sekretæren om få lov at tale med Lublin. Men at Lublin aldrig ringede tilbage.

Den udlægning har PFA afvist med henvisning til sekretærens telefonbesked til Lublin.

Den siger ikke noget om, at Thorsen ønsker en tilbageringning. Den nævner ikke et telefonnummer i London, hvor Thorsen kan træffes.

Telefonbeskeden lyder kort og godt:

"Beklager furoren og sender sine bedste hilsener."

PFA opfatter opringningen som en venlig hilsen fra Thorsen til Lublin efter den dramatiske brydekamp med Fondsbørsen weekenden forinden.

Men det var nu ikke telefonbeskeden til Lublin, der optog sindene hos Kurt Thorsen, John Adamsen og Peter Rislin, da de landede i Københavns Lufthavn samme aften.

De var trætte. Fra lufthavnen kørte de direkte til restaurant Hereford Beefstouw ved Tivoli i den indre by, hvor Thorsen skulle møde Anna Thygesen, direktøren for hans spanske selskab.

Da Thorsen var sat af lagde John Adamsen og Peter Rislin turen forbi kontoret på Oslo Plads. Her fandt de et brev fra PFAs direktør André Lublin, overbragt samme dag med bud.

I brevet bad Lublin høfligt, men bestemt John Adamsen om at afkræfte alle forlydender om et samarbejde mellem PFA og Thorsen. Herunder, at PFA Byg skulle have stillet en garanti over for LGT Bank og en selvskyldnerkaution over for sælgeren af Gefion-aktierne, nordmanden Kjell Inge Røkke.

John Adamsen var målløs.

Nok vidste han, at PFA endnu ikke var parat til at vedstå sig samarbejdet med Kurt Thorsen. Men han havde ikke på noget tidspunkt været i tvivl om PFAs involvering. Hvis dette var endnu en dækmanøvre, var PFA gået for vidt. Lublin kunne da ikke i fuld alvor forvente, at Adamsen ville afkræfte eksistensen af de garantier, der var krumtappen i Thorsens forretninger. Enten var Lublin blevet ramt af et akut hukommelsessvigt - eller også var der noget rivende galt.

Han kontaktede Thorsen lidt over midnat på mobiltelefonen.

Thorsen kørte øjeblikkelig til Oslo Plads. Adamsen meddelte, at han under ingen omstændigheder agtede at lyve om garantiernes eksistens. I første omgang forsøgte Thorsen at forklare brevet som endnu et sløringsforsøg. Ellers gav det ingen mening.

Det blev en lang nat hos Zenith Advokater på Oslo Plads. I løbet af natten gik det op for Adamsen, at Thorsens spanske byggeprojekt også var baseret på garantier fra PFA Byg. Adamsen var overrasket. Der var tale om garantier for et anseligt milliardbeløb. En betænkelig stor del af PFA Bygs egenkapital.

Med en ubehagelig mistanke i baghovedet sammenlignede han Lublins underskrift på det nye brev med underskriften på en af garantierne. Der var tydelig forskel. Langsomt begyndte det at dæmre for John Adamsen:

Han havde været statist i et storstilet svindelnummer. Garantierne var pivfalske.

Han forlangte, at Thorsen kontaktede Rasmus Trads på stedet og bad om en forklaring. Thorsen ringede flere gange til Rasmus Trads. I de tidlige morgentimer var der ikke længere nogen tvivl. Og en hasteanalyse hos en grafolog bekræftede de bange anelser. Der var tale om dokumentfalsk i den helt store stil. Det hele var svindel og bedrag.

Også Thorsen virkede chokeret. Hele hans comeback lå i ruiner.

Omkring kl. 05.00 tog han af sted.

Han havde lovet John Adamsen selv at kontakte PFAs formand Jørgen Mølvang for at give ham chokket.

Men først ville han se Trads dybt i øjnene en sidste gang.

Klokken havde passeret 05.30, da Kurt Thorsen kravlede ind i Rasmus Trads' Rover på parkeringspladsen ved Lyngby Station. De havde været venner i 14 år. Nu sad de der og forsøgte at forberede sig på den store katastrofe. Det totale sammenbrud.

Rasmus Trads havde heller ikke sovet ret meget den nat. Han var dybt deprimeret. De snakkede i det meste af tre kvarter. Hvad de talte om er et åbent spørgsmål. Ikke overraskende er der to udlægninger af samtalens indhold. Kurt Thorsen har forklaret, at han selv ville høre Rasmus Trads fortælle, hvorfor han havde ført alle bag lyset - også Thorsen. Han mødte en ynkelig stakkel den morgen i Lyngby, har han fortalt.

Rasmus Trads har forklaret, at Thorsen til det sidste forsøgte at redde sit eget skind. At han lovede Trads guld og grønne skove, hvis han ville påtage sig hele ansvaret for falskneriet. At han forsøgte at få Trads til at ringe til Lublin i håbet om at han kunne overtales til at gå ind i projektet - så at sige - med tilbagevirkende kraft. Det er Trads' version af det sidste møde med Thorsen.

Det er påstand mod påstand.

En af dem lyver.

Efter mødet i Lyngby kørte Trads hjem til Måløv. Omkring kl. 07.00 ringede Kurt Thorsen til Jørgen Mølvang på hans bopæl i Sydfrankrig. Gjorde det klart for ham, at han var i dybe vanskeligheder. Fortalte om de falske garantier. Bad om hjælp.

Men der var ingen hjælp at hente hos Jørgen Mølvang. Han var både rasende og chokeret. Tre dage i forvejen havde Thorsen afvist garantiernes eksistens, da Mølvang forelagde ham det massive forlydende fra Fondsbørsen.

For Jørgen Mølvang var der ikke mere at tale om. Bekendtskabet med Thorsen var et overstået kapitel. Hele sagen kunne meget vel også ødelægge Mølvangs gode ry og rygte. Han sad i en uheldig dobbeltrolle. På den ene side var han formand for PFA. På den anden side havde han ladet sig overtale til at være formand i Thorsens ejensomsselskab, CVI International. Det fortrød Jørgen Mølvang bitterligt denne morgen.

Mens Kurt Thorsen søgte tilflugt i Charlottenlund hos Preben Juul Kjær og hans kone, ringede Mølvang til Lublin.

Skandalen var en realitet onsdag 20. januar. Lidt over middag blev Rasmus Trads hentet af politiet på sin bopæl, sigtet for dokumentfalsk og afhørt på politigården i København. Trads troede at han ville blive sendt hjem igen. I stedet blev han placeret i en isolationscelle i Vestre Fængsel.

Mens pressefolkene samme eftermiddag stimlede sammen i PFA-huset til et hasteindkaldt pressemøde om sagen, begyndte politiet at lede efter Thorsen.

Men han var ikke i landet.