Kapitalfonde fejrer i øjeblikket kronede dage med talrige bejlere til deres selskaber, der er blevet sunde og stærke under kapitalfondenes ejerskab. Frasalgene er lukrative for kapitalfondene, men de frygter for fremtiden, da statsfonde er favoriseret af nye EU-regler.

Se billederne: Kontroversielle statsfondsopkøb

De nye regler betyder strammere kontrol af kapitalfondene fra 2013, men de store statsfonde fra Kina, Singapore og Mellemøsten er ikke omfattet af de nye regler, og det får kapitalfondene til at frygte ulige konkurrence i forhold til statsfondene, som ventes at købe op i Europa. Og turen er måske også kommet til Danmark, i hvert nævnes China Investment Corp. som en mulig deltager i et køb af ISS.

Unfair konkurrence

»Der har været en reguleringstsunami, som er blevet kastet ind over europæisk erhvervsliv. Særligt kapital- og venturefonde i Europa. Det giver fuldstændig unfair konkurrencevilkår. Og det er et eller andet sted fuldstændig uforståeligt, at man i EU og i den vestlige verden ikke har samme regulativer set i forhold til statsfonde,« siger Jannick Nytoft, der er direktør for kapitalfondenes brancheforening DVCA.

Chr. Hansens topchef Lars Frederiksen, der har haft kapitalfonden PAI Partners som ejer i fem år, stiller også spørgsmålstegn ved en regulering af kapitalfonde, der ikke medtager statsfonde.

»Når man vil begrænse kapitalfondenes muligheder, så må man overveje, hvad alternativet er. Alternativet er statsfonde fra eksempelvis Kina, Singapore og Mellemøsten, som vil købe op i Europa, og spørgsmålet er, om det er en bedre idé end kapitalfonde,« spørger topchefen.

Kinesisk bejler til ISS

Endnu har ingen statsfonde været på store opkøb i Danmark, men China Investment Corp. er blevet nævnt i forbindelse med den igangværende salgsproces for ISS. Således skulle China Investment Corp. stille kapital til rådighed for kapitalfonden Apax Partners' bud på ISS. Det vides dog endnu ikke, om ISS bliver solgt eller i stedet vælger en børsnotering.

Ved virksomhedsovertagelser herhjemme gælder ingen national protektionisme, og døren står dermed lige så åben for statsfonde som kapitalfonde.

Nationale interesser har ellers spillet ind flere gange andre steder, og det fik eksempelvis Kongressen i USA til at spænde ben for Dubais forsøg på at købe seks havne på den amerikanske østkyst i 2006, ligesom Margarat Thatcher tilbage i 1980erne modsatte sig Kuwaits forsøg på at købe en stor ejerandel i olieselskabet BP.

Enorme formuer

Et problem ved statsfondene er, at de ikke er særligt gennemsigtige - i mange tilfælde vides det end ikke, hvor mange midler de reelt råder over. Det gælder eksempelvis Abu Dhabi Investment Authority, der bredt vurderes som verdens største statsfond. Buddene på fondens finansielle muskler svinger fra 2.750 til 5.500 mia. kr., eller op mod mere end tre gange Danmarks bruttonationalprodukt.


»Det er klart, at de er meget mindre gennemsigtige end kapitalfonde. Det ligger i sagens natur, at man ikke på samme måde kan kræve oplysninger fra andre landes nationale fonde, som man kan fra kapitalfonde, der skal have tilladelse til at operere i et givent land for at få investorer,« siger Søren Hvidkjær, professor i finansiering ved Copenhagen Business School.

Selv om de største statsfonde har indgået en aftale med Den Internationale Valutafond om at følge visse retningslinjer omkring gennemsigtighed, så mangler der ofte basal information. Søren Hvidkjær understreger dog, at der er store forskelle. Den norske oliefond er transparent, mens eksempelvis Abu Dhabi Investment Authority er det modsatte.

Strategiske opkøb

Problemerne med at få godkendt store opkøb, hvor kontrollen med selskaberne også overtages, har de seneste år fået statsfonde til i stedet at gå efter minoritetsposter i selskaberne, men det er ikke blevet mindre strategisk.

Under krisen, da flere store amerikanske banker kæmpede for livet, stod statsfonde fra Abu Dhabi, Kuwait og Kina straks klar med milliarder af dollar som betaling for minoritetsposter. China Investment Corp. har siden desuden købt op i energi- og mineselskaber i lande som Kasakhstan, Indonesien og Canada.

»Jeg tror, at statsfonde primært vil gå efter strategiske virksomheder, da de vil åbne nogle muligheder for det pågældende land. De har andre parametre end bare afkast at tage hensyn til,« siger Robert Spliid, underdirektør i Nykredit Markets og forfatter til en bog om kapitalfonde.

Ingen grund til frygt

Frygten for konkurrenceforvridning i forholdet mellem kapitalfonde og statsfonde, når de nye EU-regler træder i kraft i 2013, bekymrer ingenlunde Dan Jørgensen, der er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne og har været en varm fortaler for øget kontrol med kapitalfonde.

»Statsfonde investerer penge, de allerede har, mens kapitalfonde som regel optager gæld. Det er selvfølgelig også derfor, at kapitalfonde udgør en risiko i forhold til at kunne generere sådan en krise, som vi har været i, og det gør statsfonde ikke på samme måde. Statsfonde er desuden primært passive investorer, der i højere grad agerer via børser, så der er tale om helt forskellige ting,« mener han.

Når det er sagt, så åbner Dan Jørgensen for også at opstille strammere regler for statsfonde.

»Men det skulle være en helt anden type regler, og problemet er ikke lige så presserende, som det har været med kapitalfonde,« siger Dan Jørgensen.