Kan man nakke folk, der giver én gaver?

Det var med stor selvtillid, at Rasmus Damsgaard op til cykelsæsonen 2007 røg på træningslejr i Sydafrika med Bjarne Riis’ cykelhold. Her advarede han rytterne om, at han kunne se meget – måske også mere end de vidste – og at han med garanti ville »nakke dem«, hvis der var noget at nakke dem for. Han blev mødt af lige dele begejstring og skepsis, husker han.

Det var også med stor ligegyldighed over for fortiden, han troppede op. Han havde ingen informationer om rytternes biologiske data på forhånd, og han bad ikke om det. Det var et clean sheet. Han havde heller ikke behov for en ærlig samtale med Bjarne Riis om, hvad der egentlig var foregået på holdet omkring ikke mindst Tyler Hamilton og Ivan Basso.

»Nej, det havde jeg ikke. Det lyder måske arrogant – det er det ikke – men jeg var helt sikker på, at hvis nogle gjorde noget, ville jeg finde det, hvis det var i de doser, som vi havde haft for vane at se de foregående år.«

Ingen CSC-ryttere blev snuppet af Rasmus Damsgaard de kommende år. Han afviser ikke, at der kan være blevet snydt med småtterier og mikrodoseringer, men han fastholder, at det net, han smed ud for at fange snyderne, var så fintmasket, at det stort set ikke har hjulpet.

Men det kan altså også være sket i din tid hos Riis, at der, inden for det felt, du i dit arbejde definerede som rytterens øvre og nedre værdier i blodprofilen, kunne arbejdes med en Fuentes, en Ferrari, eller hvem der skulle hjælpe?

»Ja, det kunne det godt. Selvfølgelig kan der det. Ligesom det kan i dag, og som vi også spekulerer i, at det nok bliver gjort blandt nogle, som har evnerne og pengene til det.«

»Der kan have været arbejdet med småting, selvfølgelig kan der det. Sådan er det også i dag. Vi ramte med vores måde at teste på så præcist, som vi kunne, men der er visse begrænsninger for alting. Jeg havde på baggrund af det, der var sket fra 2000 til 2007, en forventning om, at hvis folk snød, så gjorde de det big time, og vi fandt ikke noget big time,« siger Damsgaard og minder om, at alle de urinprøver, der blev taget af CSC-rytterne i hans tid var officielle UCI-prøver, som stadig kan tages frem, hvis de skal undersøges igen.***

Berlingske fortæller i dag andet kapitel i gengranskningen af Rasmus Damsgaards tid som intern kontrollør på Bjarne Riis’ og senere også Lance Armstrongs cykelhold. Og her dukker spørgsmålet op om, hvorfor han tog imod en racercykel i gave fra Riis, og om hvorfor han pludselig ikke ville i medierne længere og om, hvad hans i dag tætte relation til en dopingdømt veterancykelrytter går ud på?

Da Rasmus Damsgaard stod for den interne kontrol på Team CSC, skete det i samarbejde med Bo Belhage, der var chef for Damsgaard på Afdeling Z på Bispebjerg Hospital.

Belhage var med til at acceptere, at man tog opgaven ind, men hans lyst til at være med i projektet stoppede, da der pludselig stod en dyr racercykel fra Bjarne Riis i en garage. Og da en ny etik fra den nye sponsor, Saxo Bank, dukkede op.

Bo Belhage har intet at udsætte på det arbejde, han lavede sammen med Dams-gaard på Team CSC i årene frem til 2008. Det var, set med en forskers øjne, helt som det skulle være. Det var andre ting, der plagede ham.

»Der skete noget, som, jeg ikke syntes, var helt så fast i kødet, som jeg gerne ville have det, når man går rundt og leger politimand i forhold til nogle røvere. Holdenes udmeldinger ændrede sig. Da Saxo Bank afløste CSC, var det et helt andet etisk kodeks, der kom til,« fortæller Bo Belhage og uddyber:

»Vi ville gerne hjælpe dem med at blive rene, hvis det var deres oprigtige forsæt. Det signalerede de ved, at Ivan Basso blev smidt ud på mistanken,« siger han om sommeren 2006, da Ivan Basso først blev sendt hjem fra Touren og senere på efteråret fyret.

»Senere, da noget lignende kom frem med Fränk Schleck, hvor der bevisligt var overført penge til Fuentes, smed man ham ikke ud med det samme. Så sender man et signal til omverdenen om, at man ikke vil bekæmpe doping, men man vil gerne undgå at blive dømt for det. De præmisser, vi gik ind i det på, var ikke opfyldt længere. I stedet for et samarbejde blev det en slags modarbejde, og det gider jeg ikke. Der ville jeg ikke være med længere,« fortæller Bo Belhage.

Det var efteråret 2008. Rasmus Dams-gaard kan godt følge tankegangen, men synes ikke, den er i overensstemmelse med de præmisser, som han og Bo Belhage skabte projektet på.

»Vi ville starte på en frisk. Det var vi enige om. Jeg var da ligeglad med, om Basso kørte på holdet, eller om de udelukkede en anden eller en tredje rytter. Det var ligegyldigt i forhold til mit arbejde med at teste. Havde de nægtet os adgang til at teste på en træningslejr, eller havde jeg indført en sanktion, som ikke blev fulgt, havde vi haft en anden snak. Men at gå og fornemme på holdets motivation, det ragede mig langsomt,« lyder Damsgaards replik.

Dråben, der fik Bo Belhage til at bryde med Rasmus Damsgaard, og det cykelhold, der i hans optik var kommet lidt for tæt på, var en racercykel i cykelholdets farver hjemme hos Damsgaard. En gave fra holdejer Bjarne Riis.

»Så var der det med en cykel, der blev foræret til Rasmus. Det gør man jo ikke. Det er mindst lige så tossedumt af holdet, som det var af Rasmus at modtage den. Så har man ikke fattet, hvordan tingene hænger sammen,« lyder det fra Belhage, der slet ikke mistænker Damsgaard for at have set igennem fingre med uregelmæssigheder i rytternes blodprøver til gengæld for den dyre racercykel.

»Men signalværdien er helt forkert. Der er simpelthen nogle forudsætninger og regler for, hvordan samkvemmet skulle være, der blev overtrådt. Man tager som betjent heller ikke imod 1.000 kroner, hvis de tilbydes en i professionel sammenhæng – uanset hvordan. Det kan ligne bestikkelse. Det gør man ikke. Så har man bare misforstået, hvordan man skal være sammen.«

Det er tydeligt, at Rasmus Damsgaard ikke er stolt af racercykelhistorien. Han kalder det for det dummeste, han nogensinde har gjort.

»Det er jeg ked af, og det ærgrer mig. Det hører også bare med til historien, at Bo var der den dag, jeg fik cyklen, men det er først i en avisartikel syv måneder senere, han siger, at det ikke var så godt. Det kunne han da bare have sagt den dag.«

Men tanken strejfede ikke dig selv, før du læser om det i avisen syv måneder senere?

»Nej, og det var også naivt. Men jeg så sådan på det, at jeg havde lavet et stykke fuldstændig transparent arbejde, der var intet skjult. En cykel kunne for mig ikke ændre på det faktum, at arbejdet og resultaterne var tilgængeligt for alle. Det slog mig ikke.«

Er det dækningen af den sag, der gør, at du har kaldt dette for dit sidste interview nogensinde?

»Ja, det blev personligt på en måde, hvor det gik ud over min familie. Der var forældre i min drengs skole, som rynkede på næsen og sagde, at han havde en værre far. Sådan skal det ikke være. Det blev for følsomt for mig.«***

Helt væk fra pressen trak Damsgaard sig dog ikke. Han står som ansvarlig for antidopingarbejdet i international skisport stadig til rådighed i forbindelse med skimesterskaber, og han var også i medierne, da det i efteråret 2009 blev hævdet, at Lance Armstrong brugte bloddoping i Touren 2009 – på et tidspunkt, da Damsgaard testede ham. Det er en påstand, som gentages af antidoping-eksperten Robin Parisotto i den store undersøgelse fra det amerikanske antidoping-agentur. Men Damsgaard fastholder, at man ikke kan konkludere, at Armstrong brugte bloddoping, som det ellers sker i rapporten.

»Tænk at de laver så god en rapport, og så er den vævende, flad og dårlig, når det kommer til den prøve. Den del af rapporten havde de ikke behøvet at lave. Det er ikke umuligt, at der er sket en blodtransfusion, men man skal vide, hvornår prøverne er taget, og der tror jeg nok, at jeg ved lidt mere om ét af de punkter, end Robin Parisotto gør. Og det ene punkt blev taget på toppen af Mont Ventoux – 15 minutter efter målgang i 40 graders varme. Efter seks timers cykling. Det er ikke en gangbar prøve,« siger Damsgaard.

Robin Parisotto siger jo ikke ret meget andet, end noget du selv sagde om Michael Rasmussen, da han i november 2008 fremlagde sine blodværdier fra Touren 2007. Da sagde du også: Doping.

»Ja, og det fortryder jeg. Og den fortrydelse har jeg også publiceret. Man skal kende hvert et punkt på en kurve for at udtale sig.«***

Damsgaard er – så vidt vides – ude af arbejdet med cykelholdene i dag. Han vil hverken be- eller afkræfte et rygte om, at Team Sky benytter sig af hans ekspertise i dag, men konstaterer blot, at et cykelhold – lige så vel som mange andre – godt kan købe antidoping-arbejde hos hans firma, Clearidum.

Firmaet i sig selv er interessant. En vigtig økonomisk drivkraft i firmaet blev fra begyndelsen erhvervsmanden og iværksætteren Søren Svenningsen, der ejer 20 procent af Clearidium. Svenningsen blev i august i år kendt som veterancykelrytteren, der fik en toårig dopingkarantæne. Svenningsen hævder, at den positive prøve skyldtes testosteron, som hans læge havde udskrevet til ham for at behandle en rygskade næsten et år tidligere.

Sagen kostede Svenningsen pladsen i Danmarks Cykle Unions bestyrelse, ligesom Svenningsen med en positiv dopingprøve heller ikke kunne blive siddende som formand for bestyrelsen i Clearidium. I dag er han ikke længere i bestyrelsen, og han skriver i en e-mail til Berlingske, at hans ejerandel i selskabet er til salg. Her svarer han også på spørgsmålet, om Damsgaard som læge har haft noget at gøre med den testosteronbehandling, Svenningsen modtog:

»På ingen måde (hverken før eller efter) – og jeg kan garantere, at jeg aldrig nogensinde har drøftet brug af forbudte stoffer med Rasmus Damsgaard (hverken i professionel eller privat sammenhæng).«

Søren Svenningsen har for at deltage i denne artikel insisteret på at svare på spørgsmål skriftligt, og han lægger ikke skjul på, at han er bekymret for, hvad hensigten er med artiklen.

»Jeg ved ikke, hvad jeres dagsorden er med den artikel, som I er ved at skrive om Rasmus Damsgaard, men jeg vil gerne understrege, at Rasmus Damsgaard i enhver sammenhæng, hvor jeg har haft med ham at gøre, har været særdeles kompetent og seriøs, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Rasmus Damsgaard brænder for at bekæmpe doping og allerede har gjort en stor forskel, som vi som danskere bør være stolte af. At opgive et sikkert og vellønnet job som læge for at blive iværksætter understreger kun, hvor meget han brænder for dette. Og så må man da tage hatten af for en mand, som i løbet af to år har opbygget en virksomhed, som er særdeles velrenommeret og respekteret inden for diverse forbund og samtidig har skabt mere end 25 job. Det er lige, hvad vi har brug for i dagens Danmark, og jeg håber virkelig ikke, at I på et mangelfuldt og evt. falsk grundlag ødelægger dette,« skriver Svenningsen.

Partnerskabet mellem Søren Svenningsen og Damsgaard så dagens lys første gang i foråret 2008, da Svenningsen som holdejer på cykelholdet Team GLS i en pressemeddelelse fik Rasmus Damsgaard til at rense GLS-rytteren Jacob Moe, der ellers balancerede med en dårlig sag, da han var blevet testet med en hæmatokritværdi på 51 – over det tilladte niveau.

»Der er ingen resultater, som overhovedet tyder på at Jacob har benyttet sig af forbudte stoffer eller metoder,« slog Damsgaard fast.

Svenningsen skriver, at holdet skaffede flere gamle blodværdier på Jacob Moe og på den baggrund kunne Damsgaard konkludere, at intet tydede på doping.

»Rasmus Damsgaard fik intet vederlag for sin assistance,« skriver Svenningsen.

Rasmus Damsgaard fastholder i dag, at der var så mange usikkerheder med maskinens kvalitet og Jacob Moes tilstand op til prøvetagningen, at der ikke var noget at komme efter.

Året efter kontaktede Damsgaard og to andre personer Svenningsen. Han blev præsenteret for forretningsplanen for Clearidium. Svenningsen var umiddelbart ikke interesseret, da han ikke følte, han havde ressourcer til at engagere sig i nye projekter, men han blev overtalt, selv om han vurderede forretningsgrundlaget som relativt risikofyldt. Ideen havde han stor sympati for: At skabe billig, mere effektiv og bedre dopingbekæmpelse, end der fandtes i markedet.

I dag kæmper både Damsgaard og medejeren Svenningsen noget af en kamp med at få Clearidium til at blomstre. Et kig i selskabets regnskaber fra 2010 og 2011 viser, at man i de to første år er kommet ud med et samlet underskud på næsten 950.000 kroner (793.000 kroner i 2010 og 149.000 kroner i 2011). Clearidium havde i 2011 en negativ egenkapital på godt 300.000 kroner.

Der stopper så historien om lægen, hvis professionelle liv Bjarne Riis forandrede en sommerdag i 2006. Og om lægen, der fik så meget for meget af medierne, at dette måske var det sidste interview nogensinde.