»Contro il calcio moderno.« »Gegen modernen Fußball.«
Det kan være uklart, hvad det egentlig betyder at være imod moderne fodbold. Men det er en bevægelse i stærk fremdrift især på de sociale medier.
Det er en bevægelse, der samler fodboldfans over hele verden, ikke i et enkelt grundsynspunkt, men i en buldrende konfus og alligevel ganske generel utilfredshed med kommercialiseringen af fodbold og alt, hvad det betyder af ødelæggelse af fodboldspillets historie og traditioner.
Det er vrede over købeklubbernes blankochecks, de perverst overbetalte fodboldspillere uden klubhjerte, konstant dyrere billetpriser, sterile stadioner og fornemmelsen af, at de traditionelle fodboldfans bliver skubbet ud til fordel for turisterne, til fordel for plasticfansene med deres klappepølser og plasticvimpler betalt af klubsponsoren. Det er raseriet over TV-stationernes totale magt over kampprogrammerne, over nye sponsornavne på de gamle stadioner, over klubnavne, der pludselig ændres og over udenlandske ejere, der kører tingene i sænk som et hobbyprojekt.
Det er også irritationerne over klubfusioner i indtægtens navn, og det er god, gammeldags ærgrelse over, at fodbold ikke længere bare er et spil, men en milliardøkonomi. Hvert eneste minut. De sportslige hensyn er væk, siger man. Det samme er hensynet til de tilskuere, der ikke vil sidde ned og klappe pænt, og som på stående fod kunne skrive historiebøgerne om klub- eller landshold.
Bevægelsen har den seneste tid haft masser af medvind, inden sommeren eksploderer i VM-farver i Brasilien. Der har man oplevet et mildest talt betændt forhold mellem arrangørerne og dens mange modstandere af en dyr slutrunde, der tilsyneladende totalt har overskygget landets store økonomiske udfordringer.
Protesterne har været voldsomme og voldelige, og stadionbyggerierne er ikke engang afsluttet, selv om åbningskampen efterhånden er sekunder væk. Læg dertil nye afsløringer af fodboldforbundet FIFAs tilbøjelighed til korruption placeret i hemmelige, brune kuverter, og man kan hurtigt opbygge en væmmelse.
Fodbold er ikke længere bare »joga bonita«, som legenden Pelé kaldte spillet. Det er en helt anden størrelse, end da VM sidste var i Brasilien i 1950.
Det er en milliardindustri, hvor TV-rettighedshaverne, sponsorerne og alle de mange pengestrømme betyder 100 gange mere end spillerne på banen.
Hver gang, jeg tænker på bevægelsen imod moderne fodbold, bliver jeg ramt af en indre konflikt. Jeg er lige så håbløs fodboldromantisk som dem. Jeg har det også bedst, når alle spiller i sorte støvler, og jeg lægger straks hovedet i hænderne, når Nicklas Bendtner viser sine underbukser i sit knæfald for sponsoren.
Men hele diskussionen minder mig også om den begejstring, der bliver vekslet til disrespekt, når musikere i et undergrundsband bliver mainstream og pludselig spiller koncerter på Wembley og i Madison Square Garden.
Det er vel stadig et godt band?
Det er mere end nogensinde en journalistisk opgave, synes jeg, at være opmærksom på de stærke pengestrømmes betydning i sport og i fodbold. Det må også være tilladt at være bare lidt barnligt begejstret, når verdens største sport sætter verdens største turnering i scene.
Fodbold er også bare fodbold og 11 mod 11 på græs.
VM er stadig bare det største, selv om det også er en populær bevægelse at være imod landsholdsfodbold.
Vi får noget eksklusivt foræret, når verdens bedste landshold samles hvert fjerde år til VM. Denne gang ikke i fodboldens vugge, men så i hvert fald i kavalergangen.
I Brasilien. Hjemme hos verdensmestrene fra 1958, 1962 1970, 1994 og 2002. Hjemme hos Pelé, Garrincha, Socrates, Eder, Romario, Ronaldo og Neymar.
Der er mange kloge mennesker, som frygter en destruktiv slutrunde á la det kedelige VM i Italien i 1990, fordi tendenserne i toppen af den professionelle klubfodbold i en tid har signaleret, at det kan være heldbringende at spille lidt destruktivt og på omstillinger.
Men med alle de genialske fodboldspillere, der er til rådighed i en historisk stærkt besat slutrunde, vil jeg gå mod strømmen og turde forvente noget særligt, en slutrunde á la 1970 eller 1986 eller 1994, da næsten alle hold slap gækken løs.
Der bør i hvert fald være noget for enhver smag.God fornøjelse. Også med dette Berlingskes VM-tillæg.