? Kan udgifter til hovedejendommen - altså fællesudgifter - opdeles og fordeles på medlemmerne individuelt, som så benytter håndværkerfradraget?
Med venlig hilsen N.
! Håndværkerfradraget - eller boligjobordningen som Regeringen kalder det - blev genindført i forbindelse med vækstpakken med virkning foreløbig i 2013 og 2014. Og det er endda aftalt, at fradraget skal udvides fra ikke alene at gælde helårsboligen til også at gælde sommer- og fritidshuse.
For lejere gælder, at der er fradrag inden for de rammer, som lejer i henhold til lejeaftalen har råderet over.
Af dit spørgsmål fremgår, at det er fællesudgifter, som ønskes fradraget efter reglerne for håndværkerfradraget. Fællesudgifterne vedrører jo netop omkostninger, som falder uden for den enkelte andelshavers eller ejerlejlighedsejers individuelle råderet. Så svaret på dit spørgsmål bliver, at der ikke er fradragsret.
Reglerne om håndværkerfradraget er beskrevet på Skat.dk.
Med venlig hilsen Erik Øvlisen, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk