I 1950 lavede den japanske filminstruktør Akira Kurosawa den mesterlige film »Rashomon«. Heri fortæller filmens hovedpersoner hver deres vidt forskellige version af de samme begivenheder, og filmen viser blandt andet, at virkeligheden er farvet af øjnene, der ser, og af den enkeltes egne interesser, værdier og personlige oplevelser.
Set i det lys har det været interessant at følge modtagelsen af Christoffer Boes film »Spies & Glistrup«, der, som titlen indikerer, jo handler om to historiske personer, Simon Spies og Mogens Glistrup.
Filmen har generelt fået en god modtagelse, men argumenterne, indvendingerne og roserne har været vidt forskellige. Nogle synes, at den er for pæn ved Spies og Glistrup, andre at den ikke er. Nogle synes, at Nicolas Bro som Glistrup er bedre end Pilou Asbæk som Spies, andre lige det modsatte. Nogle synes, at instruktøren digter for meget, andre at han digter for lidt. Og sådan kunne man blive ved, for det handler åbenbart i høj grad om øjnene der ser, og den enkelte kritiker lægger sit eget personlige filter ned over filmen al den stund, at den tager udgangspunkt i historiske personer.
Én kritik, der har været fremført, kan dog undre. Der er nemlig dem, som mener, at filmen tegner et alt for positivt billede af Glistrup og viser ham som bannerfører for en folkebevægelse, der slet ikke eksisterede. Kritikerne hævder, at Glistrup var en inderligt forhadt person af langt de fleste dengang i 1970erne. Med et pennestrøg afskriver man således de knap 500.000 danskere, der personligt stemte på Glistrup ved jordskredsvalget i 1973.
Man ønsker en film, der tager moralsk afstand fra sine personer, fordi »vi i det meningskorrekte flertal ikke kan lide dem«. Og hvis filmen ikke gør det, ja så kan vi ikke lide filmen – uanset dens filmiske kvaliteter iøvrigt.
Det er politisk farvede argumenter, vi har hørt før mod andre fiktionsfilm om virkelige begivenheder og personer, både fra højre og venstre af det politiske spektrum .
Jeg medgiver gerne, at jeg er for ung til for alvor at have oplevet Spies og Glistrup i deres velmagtsdage. For mig var filmen aldeles underholdende, og jeg så i Nicolas Bro hverken en karikatur eller en skuespiller i et kostume, men en gribende, rørende og vanvittig figur.
En figur, ja – ikke en virkelig person.
Naturligvis har filmskabere et ansvar, når de tager udagngspunkt i virkelige personer, og selvfølgelig må de stå på mål for den vinkel og de fordrejninger og forskydninger, de foretager i stoffet. Men vi skal ikke glemme, at det er fiktion, vi har med at gøre, ikke fakta – hvor virkeligheden i øvrigt også er farvet af øjnene der ser – og at god kunst ikke nødvendigvis går hånd i hånd med et bestemt moralsk imperativ.