Det bliver Københavns overborgmester, der taler socialdemokratisk på Fælleden 1. maj. Formentlig ikke med et skarpt smældende »kammerater!« Men mindre kan også gøre det. Faktisk kan Frank Jensen udlægges som selve definitionen i dansk politik på, at mindre kan gøre det. Statsminister og formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt afstår som bekendt fra at tale til Fælleden på arbejdernes internationale kampdag. Og Frank Jensen er den rette erstatning. Antaget for en kommis snarere end en brugsuddeler tabte han formandsvalget til Helle Thorning-Schmidt om at bestyre den socialdemokratiske butik i 2005. Jensen trak sig ud af politik. Men Frank genopstod. Ifølge den officielle forklaring på grund af ukuelighed og stor politisk integritet. Ifølge den uofficielle forklaring fordi Christine Antorini ikke ville være overborgmester i København. Man kan næsten se en buste af Frank Jensen for sig et sted ude i fremtiden, hvorpå der på soklen står: »Frank Jensen, overborgmester i København fra 2009-17 – vi havde ikke andre.« Og hvorfor så denne respektløse omtale af manden i hovedstadens øverste embede? Mest fordi embedet, overborgmesterposten, i sig selv ikke har krav på respekt. Spillereglerne i kommunalpolitik er komplicerede. I visse tilfælde kontraproduktive. I København og resten af landets større byer decideret deprimerende. Faktisk i en grad, så regeringen, der ellers frygtløst og stoisk går enhver undergang knejsende i møde, i den forgangne uge bøjede nakken og beklagede, at det ikke kan lade sig gøre at effektivisere styreformen i landets fire største byer. Som det retteligt blev konkluderet i dagbladet Politikens leder i går: »Det virkelig pinlige er, at en regering, der slår sig op på modet til at udvise sparsommelighed og kræver ofre af alt fra skolelærere til studerende, ikke turde spare sine egne overflødige politikere og bureaukrater væk.« Økonomi- og Indenrigsministeriet har vurderet, at der kan spares 250 millioner kroner årligt ved at effektivisere styreformen i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Overadministration, hertugdømme-mentalitet på de enkelte borgmester-områder og et kafkask bureaukrati præger byernes ledelse og sagsgange. Det er naturligvis ikke det samme som, at Frank Jensen personligt har gjort det skidt som overborgmester. Han har bare heller ikke rigtig gjort det godt. Hans kampagne i 2009 havde to hovedpunkter: København skal have pasningsgaranti, og forældre skal højst bruge et kvarter på at cykle deres børn i daginstitution. Man kan som bekendt nå langt på en cykel på et kvarter. Men stadig ikke langt nok, viste det sig, hvis man overhovedet har en institution at cykle til. Frank Jensen ville dertil gøre op med bandekriminaliteten. Hvilket ... nåh, ja, lad os ikke fortabe os i detaljer. Overordnet går det dog glimrende i hovedstaden. Den vokser. Bliver rigere og rigere. Større og større. Det har vist bare ikke noget med Frank at gøre. Eller rettere: Vi ved det ikke. Det står ikke til at udrede, hvem der politisk gør sig fortjent til hvad i en by som København. Som Niels Krause Kjær skrev på sin Berlingske-blog om den kommunale styreform på et tidspunkt: »Det nytter heller ikke noget, at alle fortsat deles om magten i de større byer ved, at også oppositionen har ret til at være borgmestre eller rådmænd. Det ville svare til, at Lars Løkke Rasmussen blev indenrigsminister i en Helle Thorning-regering og Lars Barfoed fik lov til at være udkantsminister. Det gør det for det første uklart, hvem der har magten, og hvem der er i opposition. For det andet får det ofte borgmestre og rådmænd fra oppositionspartierne til at bruge egen forvaltning som oppositionel sekretariatsfunktion for at kunne matche den reelle borgmester. For eksempel har København – ud over overborgmesteren – seks borgmestre og en snes direktører, der hver især forsøger at opbygge deres egne magtbaser, maksimere deres bureaukratiske massefylde og legitimere deres egen eksistens gennem kampagner og evigt svulmende kommunikationsafdelinger.« Men Frank Jensen taler 1. maj. Frank har også planer, der kan løfte stemningen i Fælledparken. Eksempelvis går han i sin nye overborgmesterkampagne op til kommunalvalget i efteråret ind for fri hash. Han går også ind for forbud mod købesex. Samt formentlig et par andre ting, hvis gennemførelse overborgmesteren heller ikke har indflydelse på. Indleder han ikke med at råbe »kammerater«, bliver det måske snarere et vennesælt, dunblødt »kære københavnere«. Nøjagtig som Ritt Bjerregaard gjorde i 2005, da hun var overborgmester. Hun brugte en stor del af sin tale på at love 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden til de fremmødte københavnere på arbejdernes internationale kampdag. Det er så måske her, man ikke undgår – omend det er nok så meget en kliché – at bringe Karl Marx på banen med et citat: »Historien gentager sig. Først som tragedie, derpå som farce.«