Sell in May and go away. Sælg i maj og gå din vej. Det er blevet den tid af året, hvor investorerne kigger på hinanden med kendermine og gentager det bevingede børsordsprog om at sælge ud af aktierne, når kalenderen viser maj måned og først købe op igen, når der er bladret om til september. Sommeren er sæson for faldende kurser, det ved alle og enhver jo, så der kan man lige så godt holde på pengene og holde ferie.

Børsugen har en svaghed for den slags urfinansielle fællesviden, der slynger sine rødder ned i markedernes dyb og næres af tusinder og atter tusinder investorers akkumulerede erfaringer gennem årtier. Det eneste problem er bare, at det ikke altid passer.

Hvert år laves der nye kalkulationer, der skal teste ordsproget, og den slags regnestykker kan falde ud på mange forskellige måder alt efter, hvordan man vender kuglerammen: Hvilke aktier, skal man regne på, hvilken præcis periode, bør udtages, skal man medtage kurtage og skat for handlen og hvad med inflationen?

Børsugen vil gerne bidrage med et simpelt servietregnestykke baseret på de seneste ti års udvikling i det danske indeks for eliteaktier, C20. Det viser, at ordsproget har været en ganske dårlig forretning. Har man som investor solgt sine aktier primo maj og gået sin vej for først at vende tilbage sidst i september og købe op, så er man også gået glip af et gennemsnitligt afkast på 1,3 pct.

Børsugen henleder i den forbindelse opmærksomheden på Mark Twain, der i slutningen af 1800-tallet efter en række fejlslagne investeringer konstaterede:

»At spå om fremtiden er en givtig beskæftigelse, men den er fyldt med risici.«

For de investorer, der ikke har forladt markedet af kalenderrelaterede årsager, har der trods en handelsuge på kun tre dage været nok at se til. De kunne f.eks. sætte kikkerten for øjet og betragte det spektakulære syn af Torm-aktien, der med en stigning på 70 pct. brød gennem overfladen som en dødssejler af et spøgelsesskib, der vendte tilbage fra det hinsides. Det skete efter, at det kuldsejlede rederi aflagde regnskab for årets første kvartal, der indeholdt flere behersket gode nyheder, blandt andet at man ikke længere ser et helt så stort underskud i år, som tidligere ventet.

Men det er endnu uvist, om Torm kan holde sig flydende:

»Vi har at gøre med en kasino-aktie,« lyder diagnosen fra Jacob Pedersen, senioranalytiker fra Sydbank. Og der var kø ved rouletten. Handlen med Torm-aktien blev 40-doblet. Men der var ikke mange af de store institutionelle aktører at finde i køen, der først og fremmest bestod af privatinvestorer.

Meget tyder på, at der igen mandag kan komme kødannelse. Torm er også noteret i USA, hvor børserne har haft en normal uge, og der var aktien ved Børsugens deadline fredag steget 290 pct. Skip ohøj.

Børsugen slutter på Manhattans Upper West Side, hvor nogle af verdens barskeste hedgefond-investorer mødtes til konference sidste uge. Det lignede til forveksling en sortseerklub, hvor spillet gik ud på at overbyde hinanden i dårligdomme. Det føg med dystre vendinger, som »der findes ingen sikker havn længere«, »jeg vil anbefale at hæve alle jeres penge i banken«, og »dette er begyndelsen på enden«.

Det er særligt centralbankernes lempelige pengepolitik, der får panderynkerne frem. Advarslen lyder, at den kan have skabt en aktieboble af historiske dimensioner. Ser man på aktiemarkederne, lader alt til at være i den skønneste orden, men ser man på det mere virkelighedsnære råvaremarked, tegner der sig et andet billede. Det fald, der begyndte for halvandet år siden, viser ingen tegn på at stoppe.

»Råvarernes supercyklus er slut. Det er ikke en korrektion. Det er en ny trend,« lød det. Der var dog også mere konkrete investeringstip at tage med sig hjem. Som fra Jeffrey Gundlach, der har set sig sur på den børsnoterede fastfoodkæde Chipotles satsning på dyre kvalitets-burritos.

»Gourmet-burrito er et selvmodsigende begreb,« vrissede han og anbefalede alle at sætte penge i aktiefald.

Input til Børsugen modtages på casc@berlingske.dk