»Kærligheden er rustet lidt«
TV 2s fødselsdag er ikke kun en festdag for kanalens programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen. Hun håber også, at dagen rent symbolsk bliver indgangen til et tættere forhold mellem seerne og TV-kanalen.
TV 2s fødselsdag er ikke kun en festdag for kanalens programdirektør, Anne Engdal Stig Christensen. Hun håber også, at dagen rent symbolsk bliver indgangen til et tættere forhold mellem seerne og TV-kanalen.
»Folk elskede, da TV 2 kom og påvirkede hele den danske medieverden. TV 2 blev hurtigt en succes, og kanalen har gennem årene nydt godt af befolkningens enorme kærlighed. Men jeg tror, at kærligheden er rustet lidt, fordi TV 2 har været lidt fraværende og diffus i sin samtale med seerne. Der har været lidt midtvejskrise på det seneste. Den skal vi ud af nu,« siger Anne Engdal Stig Christensen, som fik jobbet som programdirektør tidligere på året, da Palle Strøm blev sat fra bestallingen efter en periode med flere flop, faldende seertal og fokus på den yngre del af seere.
Anne Engdal Stig Christensen har droppet det unge fokus og satser i stedet på et TV 2, som appellerer bredt.
»Vi skal have bedre fat i både seernes dagsorden og den eksterne dagsorden. En stor del af vores programflade skal gøre seerne klogere på både deres egen hverdag og verden omkring dem. TV 2 skal være en kanal, som giver nogle vitaminer, og som seerne kan bruge til at udvikle sig selv med. Det kan gøres på mange måder, og vi vil komme til at benytte af os af mange forskellige genrer og greb. I forhold til DR kan man sige, at vi skal lave en mere nær form for public service-TV, som i højere grad tager udgangspunkt i seernes hverdag,« siger Anne Engdal Stig Christensen, som også arbejdede på TV 2 fra 1994 til 2007.
Dengang skulle man »bare« lave nogle bedre programmer end de andre TV-kanaler, som man så kæmpede mod 1:1 inden for de forskellige genrer.
»I dag er billedet meget mere komplekst. Minutseningen falder, og folk bruger deres tid alle mulige andre steder. Vi skal i dag forholde os til en mere illoyal og fragmenteret seeropførsel end tidligere og en teknologi i konstant udvikling. Det er helt klart en meget stor udfordring.«