I Sandra og Marc Weinerts hjem har der altid været gæster. Gæster, der skulle bespises og have rødvin i glasset. Det var helt naturligt, at det var i deres hjem, den slags fandt sted. Sandra arbejdede som grafiker i Lego, og Marc var arkitekt. Ingen af dem havde erfaringer med hoteldrift. Men de var fælles om et udpræget gæstgivergen, en forkærlighed for gamle bygninger, og de var enige om, at deres arbejde skulle være noget, de havde lyst til i alle døgnets timer.
I 1999 var Sandra Weinert gravid med parrets første barn. Lange arbejdsdage og tidskrævende pendling til Billund var ikke længere holdbart. På en god vens opfordring og med en bankdame, der syntes, det var hyggeligt, at der skulle ligge et boutique-hotel i Aarhus, blev deres drøm en realitet. I latinerkvarteret i Aarhus åbnede et hotel med 15 værelser. Nærmere bestemt i Guldsmedgade. Og det er her, historien om Guldsmeden Hotels begynder.