Kære mand i lycra. Udskældt, som du er. Du skal vide, at du har en ven. En, der hepper, når du stryger hen over de nordsjællandske tinder eller ud over Fælleden på din nyindkøbte racercykel. En, der holder af dig, selv om dine midaldrende ben træder lidt for rask til, og selv om du engang imellem kommer til at råbe eksalteret i stedet for at bruge ringeklokken. De andre må skrive sure læserbreve om mamil’erne og skælde ud med næven knyttet mod himlen, når du suser forbi. Jeg kan lide dig. På én betingelse: At du ikke - som i aldrig - køber en motorcykel!

Min nyfundne antipati begyndte, da jeg for nogle måneder siden flyttede ind i en lejlighed på Østerbro. Her har jeg, i lighed med alle andre normalttempererede personer, tilbragt både dage og nætter i kamp mod hedebølgen. Med begge altandøre åbne, er lyden af motoriseret midtvejskrise blevet en fast følgesvend i hverdagen. Konstant opgasning, så man skulle tro, de fleste var i færd med at flygte fra et bankrøveri. Lydpotter, der uden problemer kunne overdøve en Metallica-koncert.