UEFA har rodet sig ud i farcelignende tilstande efter at have bestemt, at de sidste 18 sekunder plus tillægstid i kampen mellem England og Norges U19-kvindelandshold skal spilles om.
Kampen vil blive startet i det 96. minut, hvor England skal sparke et straffespark om - bagud 1-2.
Under den regulære kamp - med kun 18 sekunder igen - troede den engelske midtbane-kvinde Leah Williamson, at hun havde scoret på straffespark, men dommeren fløjtede afværgende, da de øvrige spillere var løbet for tidligt ind i feltet.
Efter regelbogen skal der dømmes omspark, men den kvindelige tyske dommer, Marija Kurtes, valgte istedet at dømme indirekte frispark til Norge. Til stor frustration for englænderne.
Det engelske fodboldforbund FA appellerede sidenhen beslutningen, og nu har UEFA så besluttet at tage de sidste 18 sekunder om plus tre minutters tillægstid - lige inden straffesparket sparkes.
Flere eksperter frygter nu, at kendelsen kan danne præcedens for fremtidens kendelser.
De resterende 18 sekunder vil blive spillet kl. 22.45 på Seaview Stadium i Belfast torsdag aften.