Den 6. februar 2015 slog kæmperestauranten Cavalli dørene op i Strøgets såkaldte fritureende, der ligger op mod Rådhuspladsen.
Der var ikke sparet på ambitionerne hos folkene bag, der havde indrettet den vidstrakte restaurant og natklub i førstesals højde med masser af hvidt læder, jacuzzi, LED-lys, zebraprint på væggene og bling-bling. Her skulle man både kunne fylde maven og sippe cocktails.
Se de fede billeder: Distortion væltede Nørrebro og Langebro
Sagsøgt af italiensk modegigant
Der gik dog ikke mere end et par måneder, før den italienske modedesigner Roberto Cavalli sagsøgte det københavnske spisested og diskotek for at plagiere hans »Cavalli Club«-koncept.
Den sag endte den 21. april med, at Strøg-klubben i Sø- og Handelsretten fik forbud mod at anvende navnet Cavalli og et logo, der bar en slående lighed med det fra det italienske klubkoncept.
Købt af ung millionær
Nu er Cavalli så lukket. 4 måneder blev det til, inden der i den forgangne weekend blev holdt en storslået afslutningsfest. Her kunne de tørstige gæster få lov at tømme baren en sidste gang for bare 200 kr.
Sidste chance: Stem på Byens Bedste Cocktailbar
Den nu tidligere indehaver af adressen, Wael Cavalli, fortæller til AOK at han har solgt forretningen videre til »en ung unavngiven millionær« til den nette sum af 5 mio. kr. En kilde i restaurationsbranchen undrer sig dog over beløbet, da lokalerne ifølge ham har været sat til salg på Restaurantmægler.dk for lige under 3,4 mio. kr.
Rygterne siger, at den nye ejer vil genåbne de relativt nyrenoverede lokaler i Frederiksberggade 22 under navnet »Luftkastellet« allerede i den kommende weekend.
Konceptet skal, ifølge den unge millionær, være fri bar og fri entré. Med andre ord en gratis luksusfest i bedste »Great Gatsby«-stil. For at få adgang skal man være, citat: »En smuk pige eller en dyr dreng.«
(Vi har ikke kunnet få oplysningerne om det nye koncept bekræftet hos andre end en unavngiven kilde, der kontaktede AOK telefonisk efter den første udgave af denne artikel kom online. Red.)
Træt af natklubbranchen
Wael Cavalli afviser, at lukningen har haft noget at gøre med retssagen mod Roberto Cavallis modeimperium, men siger til AOK, at han hurtigt var blevet træt af rollen som natklubejer:
»Nu har jeg været i branchen 4-5 måneder. Det er en overfladisk verden, der ikke kræver moral. Det er ikke lige mig.«
På hans Facebook-profil kan man læse, at Wael Cavalli fremover vil hellige sig investeringer og forretninger i ejendomsbranchen i Danmark og Dubai i stedet.