Jysk startup æder sig ind på markedet for netbetalinger
PensoPay har taget kampen op mod giganterne på det lukrative marked for betalingsløsninger på nettet. Firmaet har nu 1.000 webshops som kunder. En finansekspert ser PensoPay som en udfordrer i stil med Plenti og Telmore på telemarkedet.
Det blev fejret med en god frokost og en enkelt fadøl, da virksomheden Pensopay for første gang gik i nul og fik indtægter og udgifter til at gå lige op. Og da firmaet gaflede kunde nummer 1.000, åbnede stifterne et par flasker champagne.
Men rigtige tømmermænd får stifterne Pierre Rindsig og Danny Christensen, nok først, når de inden for de næste uger kan præsentere det første årsregnskab med sorte tal på bundlinien.
»Vi er jo jyder, så vi vil gerne se et godt årsresultat, før vi rigtigt fejrer det,« siger Pierre Rindsig.
Virksomheden Pensopay blev stiftet i 2015 og har siden vokset sig til en sund forretning ved at udbyde et system til at håndtere betalinger via online butikker.
Det fungerer på ligesom eksempelvis den svenske betalingstjeneste DIBS som et mellemled mellem en webshop op en indløsningsbank. DIBS er i dag ejet af Nets.
I efteråret rundede Pensopay kunder nummer 1.000, og nu kan Pierre Rindsig konstatere, at firmaet er begyndt at tjene penge.
»I hvert fald 100.000 kroner,« siger Pierre Rindsig om virksomhedens årsresultat før skat for 2017.
Blandt Pensopays mere navnkundige kunder finder man Washa, et online vaskeri og renseri, billetsystemet Place2Book, samt det Lars Seier Christensen-støttede Nustay, der er en platform til at booke hotelværelser.
Opbrud på monopolmarked
Pensopay er en af de nye spillere på et betalingsmarked, der historisk set har haft monopoltilstande med få udbydere. Da MobilePay i 2013 blev lanceret af Danske Bank, varslede det startskuddet på en ny tid. MobilePay tog kampen op med betalingsgiganten Nets, og siden er nye udfordrere som Pensopay fulgt trop.
Det har skærpet konkurrencen, og priserne har taget et dyk i det, som seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet kalder et »race to the bottom«.
»Pensopay er en spændende virksomhed, fordi den går ind på et område, hvor der ellers ikke har været meget konkurrence,« siger Lars Krull.
Ræset vil kun blive forstærket af, at en ny lov, der trådte i kraft ved årsskiftet, fjerner gebyrer på betalingskort, forklarer Lars Krull.
»Det bliver en krig om, hvem der kan tilbyde den laveste pris – til glæde for dig og mig,« siger Lars Krull.
Prisen på fire kroner per indbetaling via Nets’ betalingsservice er da også højere end mange andre steder i Europa. Og ifølge Pierre Rindsig er der plads til, at prisen kan falde yderligere.
Fortid hos TDC
Før Pierre Rindsig begav sig ud på sit iværksættereventyr, var han salgsdirektør hos TDC. Her kunne han se, hvordan nye virksomheder som Plenti, Onfone og Telmore udfordrede de traditionelle giganter med nye måder at drive virksomhed på. I dag er alle tre blevet købt af netop TDC.
Pierre Rindsig siger også, at en exitplan kan være at lade sig sælge. Men først skal virksomheden være større.
»Jeg tror, at vi først er interessante, når vi har rundet 4.000-5.000 kunder,« siger han.
Da hans bekendte Danny Christensen, der drev en webshop, havde fået nok af besværlige betalingssystemer, gik de sammen og stiftede Pensopay. Pierre Rindsig medgiver, at Pensopays lavere pris er medvirkende til succesen. Han fremhæver dog én ting som den primære årsag: Kundeservice.
Det er helt afgørende, mener han, at Pensopay har en kundeservice, som man kan henvende sig til - og som faktisk har kompetencer til at hjælpe.
For mens store dele af virksomheden er outsourcet, står de fire ansatte selv for kontakten med kunderne.
»Det, at det er muligt at tage telefonen og ringe til nogle, der faktisk kan løse problemer, er vigtigere end prisen,« siger Pierre Rindsig.
Han erkender, at det bliver en udfordring at opretholde serviceniveauet i takt med, at virksomheden vokser sig større.
»Det er klart, det bliver sværere. Men heldigvis er vores kerneprodukt relativt enkelt,« siger han.
Han mener, at giganten Nets endnu ikke har noget at frygte, når det gælder Pensopays voksende markedsandel.
»Vi fylder nok ikke på deres radar. Men det kommer vi med garanti til,« siger Pierre Rindsig.
»Men måske kender de os i deres opsigelsesafdeling,« griner han.
Flere konkurrenter
Ud over Nets er amerikanske Stripe og svenske Bambora blandt de helt store konkurrenter på markedet for betalingsløsninger. Sidstnævnte blev i sommeren 2017 solgt til franske Ingenico for 11 milliarder kroner.
Nets har ikke ønsket at stille op til interview om Pensopay, men Kristian Nygaard Johansen, nordisk salgsansvarlig hos Nets, skriver i en e-mail:
»Vi holder os selvfølgelig opdateret på tendenser og initiativer inden for betalingsindustrien og hilser ny konkurrence velkommen.«
Del:
Andre læser også
Arkiv
Mobilepay i rekord med køb for 1 mia. kr. om måneden
Arkiv
Pas på: Sådan blev Mikael Lindholms MobilePay-konto lænset for 80.000 kroner
Arkiv
Over 10.000 danskere har hentet Apple Pay efter ny lancering