FC Barcelona har i denne sæson været suveræne og i foråret været tenderende til det uslåelige. Blot ét nederlag er tikket ind på katalanernes konto siden 4. januar, et 0-1-tab til Malaga hjemme på Camp Nou, hvilket medførte et 94 point stort spansk mesterskab samt en sejr i den spanske pokalturnering.
Juventus har dog været næsten lige så suveræne i deres hjemlige liga, der blev vundet med 87 point, og træner Massimiliano Allegri er sikker på, at Barcelona kan besejres i lørdagens Champions League-finale.
»Vi bliver nødt til at være gode imod et sublimt hold. Men som alle hold har de fejl og svagheder,« siger han ifølge Football Italia.
FC Barcelona har blot lukket 21 mål ind i den hjemlige liga samtidig med at være yderst effektive i front. Holdets sydamerikanske trekløver, MSN, Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez, står for henholdsvis 58, 38 og 24 sæsonmål, hvilket giver en total på vanvittige 120 scoringer i sæsonen.
Massimiliano Allegri erkender også, at Juventus ikke er favoritter i opgøret.
»Hvordan stopper du Barcelona? Vi bliver nødt til at score og være teknisk stærke, for deres hold er godt teknisk, og angreb er deres bedste våben. Vi ved godt, at vi er underdogs, men holdet er roligt og fokuseret. Det bliver en stor kamp, som alle finaler er, og vi har brug for held,« siger han.
Finalen spilles lørdag 20.45 på Det Olympiske Stadion i Berlin.