Nikes simple – og måske derfor – så geniale slogan »Just Do It« er kåret som et af det forrige århundredes bedste. Men med til historien om, hvordan et slogan kunne bredes ud over hele verden hører uløseligt silhuetten af en flyvende mand med spredte ben og en basketball i den ene hånd: Michael Jordan. For den nu 50 årige amerikanske basketball-spiller var personificeringen af Nikes korte budskab. Og han gjorde det bare.

I disse dage vælter de amerikanske medier rundt i hyldesten af et sportsidol, der rangerer helt på højde med de største gennem tiderne. Sports Illustrated hylder Michael Jordan med den 50. forside gennem tiderne – flere end nogen anden udøver – og fortæller dermed historien om en legende i amerikansk sportshistorie.Den status fik Michael Jordan tidligt. Allerede i sin debutsæson i 1984 for Chicago Bulls imponerede den 1,90 høje – eller lave i basketverdenen – spiller med sine kunstfærdige og nærmest akrobatiske scoringer, der inspirerede Nike til at producere sko-serien Air Jordan, der blev en af koncernens største kommercielle succeser.Michael Jordan var en af de afgørende grunde til, at den professionelle amerikanske basketball-liga, NBA, i 80erne og 90erne oplevede en enorm verdensomspændende udbredelse, hvor TV-rettigheder, sponsor-aftaler og lønninger fulgtes opad. Michael Jordan sad på toppen af det hele og leverede resultaterne til at retfærdiggøre belønningen.

Et blik på det sportslige CV fortæller alt: Seks gange vandt han NBA med Chicago Bulls, alle seks gange blev han kåret til finalernes mest værdifulde spiller. Han topper listerne med højeste scoringsgennemsnit i ti år i træk og har også den ultimative scoringsrekord med 63 point i én kamp.

Undervejs i karrieren, der endegyldigt sluttede i 2003, nåede Jordan at pensionere sig selv to gange - den ene af gangene fordi han hellere ville være professionel baseballspiller. I dag er han ejer af basketballholdet Charlotte Bobcats i North Carolina, hvor han også voksede op. Populariteten er stadig enorm, og i modsætning til andre sportsstjerner slap Michael Jordan relativt let gennem en spilleskandale og en skilsmisse, der i øvrigt kostede ham den største sum, som nogensinde er udbetalt i den sammenhæng. Godt en mia. kr. kostede det at forlade hustruen, men der er stadig penge til gigantiske huse, privatfly og luksustilværelse med den smukke cubanske model Yolanda Prieto, som han er forlovet med i dag.