Hvis du som nyuddannet går og drømmer om at skrive chef på visitkortet og CVet, så er der god grund til at bevæge dig ind i det private erhvervsliv. Det viser en opgørelse fra Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), som er foretaget blandt organisationens medlemmer. DJØF har jurister og økonomer samt andre samfundsvidenskabelige kandidater og studerende som medlemmer. Og resultaterne af undersøgelsen viser, at DJØF-medlemmerne ryger hurtigst til tops i det private, mens det går en del langsommere i det offentlige. Specielt i ministerierne og den øvrige del af statsadministrationen gælder det om at væbne sig med tålmodighed.

Blandt de private ansatte DJØFere, der har været færdige med deres uddannelse fire-seks år, er 17 procent chefer. Af de medlemmer, som har fået job i ministerierne, har kun fem procent indtaget en chefpost i det samme tidsrum.