Der er endnu ikke gjort tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om den britiske exit fra EU.
Sådan lyder budskabet fra både EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og EU's chefforhandler, Michel Barnier, tirsdag i en brexit-debat i Europa-Parlamentet i Strasbourg.
Her vil EU-parlamentarikerne senere tirsdag vedtage en resolution.
Den ventes at fastslå, at forhandlingerne går så langsomt, at al snak om fremtidens forhold må vente.
Planen var oprindelig, at et EU-topmøde i oktober skulle beslutte at sætte anden fase i gang, hvis ellers der var sket nok fremskridt i første fase.
Men det er der ikke, lyder det fra Juncker, Barnier og Europa-Parlamentet.
»Vi har endnu ikke gjort det tilstrækkelige fremskridt, der er brug for,« siger Juncker.
EU kræver fremskridt på tre områder før næste etape. Det handler om penge. Det handler om EU-borgeres rettigheder. Og det handler om fremtidens grænse i Irland.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, vil have gang i forhandlingerne om fremtidens partnerskab efter brexit så hurtigt som muligt.
Der er stadig godt to uger og endnu en forhandlingsrunde til det afgørende EU-topmøde, hvor stats- og regeringscheferne skal gøre status.
/ritzau/