Det er ikke sjovt at være på arbejde juleaftensdag. Alligevel er Brit Osted Nielsen, vagthavende ved Vejdirektoratet, ganske godt tilfreds.
»Det er gået rigtig godt i år. Folk har kørt pænt, så det er gået glidende. Der har været nogle småuheld, men heldigvis ikke noget stort,« siger hun.
Ifølge Brit Osted Nielsen skyldes det især to faktorer, at juletrafikken i år er gået eksemplarisk. Det ene er vejret. Foruden lidt blæst så har vi været forskånet for glatte veje og andre vejrforhold, der normalt skaber forsinkelser i julen. Det andet forhold er, at julen i år simpelthen bare ligger belejligt for trafikken:
»Hvis julen falder på en hverdag, så har man som regel kun dagen før til at komme frem. Nu er der en ekstra fridag, og så er der mange der både kører fredag og lørdag,« fortæller hun.
Tony Bispeskov, informationschef hos DSB, kommer med omtrent samme melding i et interview med BT:
»Vi skal adskillige år tilbage for at finde så punktligt og smidig juletrafik, når vi kigger på, hvor punktligt det har været,« siger han.
Den glade informationschef er overordentlig tilfreds med indsatsen, som han kalder for »storslået«. I alt har DSB fragtet omkring 80.000 julepassagerer over Storebælt i dagene inden jul.
»Vi har haft to store dage i træk, og begge dage er gået fuldstændig, som både vi og kunderne havde håbet. Togene er kørt til tiden og kommet af sted til tiden,« lyder det fra informationschefen.
Også han giver det lune vejr en del af æren for den lette juletrafik, men nævner derudover to forhold for BT, der har været afgørende.
For det første har flere end normalt købt pladsbiletter, hvilket har gjort det nemmere for DSB at stille det rette antal toge til rådighed. Men også DSB's personale fortjener ros ifølge informationschefen.
Kør i god tid
Både Vejdirektoratet og DSB fortæller, at de regner med en stille dag på vejene og skinnerne idag. Til gengæld går det løs igen den 26., der er den store hjemrejsedag i julen.
»Det næste ryk kommer formentlig anden juledag, hvor vi regner med, at der bliver pres på,« lyder det fra Brit Osted Nielsen, vagthavende ved Vejdirektoratet.
Helt konkret forventer Vejdirektoratet, at der bliver størst pres på vejene anden juledag i tidsrummet mellem 9 og 17. Derfor bør man overveje, hvornår man vender snuden hjemad, fortæller Brit Osted Nielsen:
»Hvis man kan køre før eller efter det tidspunkt – eller endda i morgen – så ville det være en rigtig god ide.«
Udmeldingen fra DSB om juletrafikken er ganske optimistisk.
»Vi forventer med lighed med tidligere, at hjemrejsetrafikken er stille og rolig, for der er flere dage at gøre godt med,« siger Tony Bispeskov..