Børneopdragelse a la Bergman
Julen fejres hos familien Ekdahl i 1907. Oscar og hans hustru Emilie har to børn, Fanny og Alexander, og de lever et lykkeligt liv sammen. Men da Oscar falder død om, ændres alt for børnene. Emilie gifter sig med biskoppen, som overtager børneopdragelsen - og det på en helt anden måde, end børnene er vant til. Bag historien ligger Shakespeares klassiske historie om prins Hamlet, der med tabet af sin far drages til hævn af faderens genfærd. Fanny og Alexander er skabt efter Ingmar Bergmans film fra 1982.
Hvad: Fanny og Alexander
Hvor: Skuespilhuset, Store Scene
Hvornår: Frem til 22. december
Alder: fra 12 år
Hvordan: kglteater.dk
Børn og nisser i Gammelby
Når det er jul i Gammelby, er det jul som da bedstefar var dreng - med julestads, stemning og mundgodt. Men denne jul er truet, for Gammelbys købmand nægter at fejre julen, indtil det gode skib »Håbet« er nået sikkert i havn. De to børn, Mads og Mette, allierer sig med nogle drillenisser for at redde julestemningen. Her er ikke sparet på julestemningen. Inden og efter forestillingen er det endda muligt at besøge Kramboden i teatrets foyer, som byder på legetøj fra gamle tage.
Hvad: Jul i Gammelby
Hvor: Folketeatret
Hvornår: Frem til 23. december
Alder: Fra 5 år
Hvordan: folketeatret.dk
Alle de minder, der blev glemt
Flora og Ebbe begiver sig ud på en rejse for at finde Kornmoren, som er forsvundet fra gården under høstfesten. På deres rejse møder de naturen med alle dens kræfter, væsner og dyr. Da de to kommer tilbage til gården ved juletid, er de dog blevet en hel del klogere, for de har fået genkaldt mange af deres glemte minder. Riddersalen tager alle teatrets virkemidler i brug for at fortælle historien om en rejse, som foregår til lands, til vands og i luften. Det er 18. sæson, at forestillingen spiller.
Hvad: De Underjordiske
Hvor: Riddersalen
Hvornår: Frem til 21. december
Alder: fra 6 år
Hvordan: riddersalen.dk
Kampen for den røde hue
De to nisser Nico og Nisselise skal i skole. De skal igennem en nisseprøve for at få lov til at beholde deres røde huer. Nisserne får en dårlig start, men Nisseline indhenter det forsømte. Men som alle nissedrenge har Nico svært ved at sidde stille, og han kommer til at lave om på julesangene og vil helst tale om julegaver. Nu risikerer han at dumpe og ende som havenisse. Folketeatrets Børnescene byder på et nissedrama for de mindste fyldt med julesange, rim og remser.
Hvad: Den store nisseprøve
Hvor: Folketeatrets Børnescene
Hvornår: Frem til 21. december.
Alder: 4-9 år
Hvordan: teaterbilletter.dk
Lille butik i et lille teater
Familien Thomsen ejer en lille legetøjsbutik, der hedder »Snurretoppen«. Den ligger på hjørnet, nede i kælderen, i byens mindste hus. Her har familien solgt legetøj i mange år. Butikken drives af søskendeparret Ole og Gerda, men da de ikke længere kan følge konkurrencen, må de dreje nøglen om og sætte den lille butik til salg. Men natten før juleaften sker der underlige ting. Nissen er på spil. Det lille Zangenbergs Teater byder på børnevenligt juledrama for de mindste i december.
Hvad: En nisse på spil
Hvor: Zangenbergs Teater
Hvornår: Frem til 21. december.
Alder: 3-9 år
Hvordan: zangenbergsteater.dk