Noget af det bedste ved julen er, at vi mildt alderstegne personager af begge køn denne ene gang om året har fri adgang til at underholde med lange pointeløse erindringsuddrag om forne tiders juleaftener. Dels har de yngre tilhørere ikke rigtig mulighed for at flygte, dels er man selv en betragtelig donor til det overstadige julegaveorgie, som aftenen kulminerer med. Derfor synes de, at de er nødt til at sidde og lytte påtaget interesseret, mens de mere eller mindre tjekker deres mobiltelefoner. Imens kan man udbrede sig om, hvor meget festligere og overdådigere julen blev fejret i fortiden afvekslende med fortællinger om, hvor nøjsomme, og dog så meget mere hjertevarme, fortidens jul også var. En modsætning, man kun yderst sjældent blev grebet i. Der er, som indledningsvist antydet, frit spil.
Så her kommer – helt uimodsagt – den totalt autentiske beretning om min fars paniske forhold til julelys.