Når lillefar går til fodbold i dag, så tømmer lillemor kreditkortet imens.
De fleste danskere sætter sig igen til julebordet i dag med kolde og lune retter. Den går ikke i England. Her er anden juledag kendt som ’Boxing Day’, og der fløjtes op til fuldt program i såvel Premier League som landets øvrige rækker.
Onlinebutikker har døbt dagen for ’Cyber Boxing Day’, da dagen de seneste år har været den dag i årets løb, hvor der handles mest på nettet, og statistikken viser, det primært er kvinderne, der sidder klar ved tasterne med kontrolcifre og kontokort. ’Boxing Day’ er historisk set en dag forbundet med sport og selskabslege, men navnet snyder og har intet med boksning at gøre eller bokseropstanden for den sags skyld.
’Up stairs - down stairs’
Tværtimod er dagen fra dengang, der for alvor var forskel på høj og lav, den dag i julehøjtiden hvor tjenestefolket fik fri og måske endda en gave (en »christmas box«), og det bedre borgerskab måtte nøjes med en buffet af afskåret pålæg anrettet dagen i forvejen af tyendet.
Og når man nu ikke kunne bruge hele dagen på at spise, så kaldte sporten. Fodbold for arbejderklassen og rugby til eliten. Klasseskel er i dag ophævet, men traditionen lever i bedste velgående - fodbolden ruller i det tætte engelske juleprogram.
Selv om de uskrevne regler om kampprogrammet med kampe mod lokalrivaler, så fans og spillere ikke skulle rejse for langt på fyldt julemave, er droppet, så vil der alligevel blive gået til vaflerne rundt om på de forskellige stadions.
For den 19. spillerunde markerer, at man nu er halvvejs i sæsonen, og at det alt efter målsætninger og ambitioner begynder at spidse til.
Lad os for en god ordens skyld starte under træet - hernede hvor et kobbel af hold kæmper for at undgå de tre forbandede nedrykningspladser. At Reading ligger sidst er ingen større overraskelse. Oprykkerne har hverken bredde eller kvalitet til at være med og har tabt 11 gange i 18 kampe. De ligger der sammen med QPR, en af sæsonens store skuffelser.
Dyre ligegyldigheder
Tabellens nougatbløde midte udgøres af hold, hvor størstedelen er positive overraskelser. I den kategori finder vi Michael Laudrups Swansea, der var spået en knusende sikker nedrykning men gik på 48 timers juleferie med imponerende 1-1 hjemme mod Manchester United, og finder waliserne defensive forstærkninger til januar, så bør man kigge op i tabellen. Norwich, Stoke, Fulham og West Ham vil heller ikke være utilfredse med at være nået til juledagene i nogenlunde sikker afstand til nedrykningsdramaet. Newcastle og Liverpool er også en del af det slæng, men har begge mod og håb om mere end de nuværende midterplaceringer.
Chelsea er vågnet
Subtoppen udgøres af hele fem hold. At West Bromwich er at finde her som en pålidelig kandidat til en Champions League-billet må tilskrives manager Steve Clarkes imponerende taktiske evner og folk i Liverpool må spørge sig selv om de ansatte den rette træner i Brendan Rodgers, da assistenttræner Clarke fik lov at smutte til The Hawthorns.
Arsenal og Tottenham findes også i dette lag - det er ikke overraskende. Til gengæld er det over par at finde Chelsea koblet af mesterskabskampen. Rafael Benitez har dog måske så småt vækket de blå og fået dem i det røde felt. Sidste kamp før julen så Aston Villa flået med rekordstore 8-0 på Stamford Bridge.
Statistikken peger på United
Helt fremme finder vi duoen City og United fra Manchester. Det er helt efter sæsonens drejebog, at guldkampen skal afgøres der.
Et mål i overtiden fra Gareth Barry sikrede City en smal sejr over Reading, og da United snublede i Swansea, så er der kun fire points forspring fra United og ned til forfølgerne.
Det er omsider lidt godt nyt til Manchester Citys manager Roberto Mancini, der vanen tro har fået flak af de engelske medier for at være for taktisk hittepåsom.
»Spillerne blev bare ved og ved med at tro på det. Nu går vi ind til juleprogrammet med selvtillid og United inden for afstand,« siger den trængte italiener.
Tro er der behov for. United er det eneste hold over 40 point, og statistikken viser, at hold, der har rundet det mærke så tidligt i sæsonen, som regel også slutter som mester. Kun Arsenal har præsteret at gå ind i det tætte juleprogram med en konto på mere end 40 point og alligevel smide mesterskabet. United kan tilmed glæde sig over at være decembers skarpeste hold. I de sidste fem år har de vundet 76 procent af kampene i julemåneden.