December er en måned fyldt med julelys, duftlys, glimmerlys, guld- og kalenderlys. Alle sender de en sky af partikler ud i luften, som efterfølgende bliver indåndet af de tilstedeværende personer, og målinger viser, at der kan være flere partikler i stueluften end på den stærkt trafikerede H.C. Andersens Boulevard i København.

En undersøgelse fra Statens Byggeforskningsinsitut, SBi, afslører, at forbrænding af stearinlys er årsag til den højeste koncentration af ultrafine partikler i hjemmet. Og en partikelmåling, som Politiken har fået foretaget, viser, at et enkelt bloklys afgiver 230.000 partikler pr. kubikcentimeter - mange gange antallet af partikler i luften på H.C. Andersens Boulevard.

Lektor Jørn Toftum fra Danmarks Tekniske Universitet siger til avisen, at man ved, at partikelforurening fra stearinlys er sundhedsskadelig, men ikke hvor alvorligt, da det ikke er undersøgt i samme omfang som partikler fra dieselos, brænderøg, rygning og stegeos.

Forskellige test af levende lys giver stort set samme resultat: Nemlig at de mindst forurenende lys er dem, som brænder langsomst. For eksempel viser en test foretaget af Informationscenter for Miljø & Sundhed, at stagelys brænder mest stearin af, bloklys ligger i midten, mens fyrfadslys, der har en lille flamme, brænder mindst stearin af og dermed sender færrest antal partikler ud i luften.

Allergifremkaldende

Om lysene er fremstillet af stearin lavet af planteolie eller af paraffin udvundet af råolie, er der formodentlig ikke den store forskel på. Ifølge Bolius, Boligejernes Videncenter, viser enkelte undersøgelse, at paraffin er en anelse bedre for indeklimaet end stearin, men at begge produkter afgiver partikler.

Lys med glimmer, dekorationer og af sølv og guld forurener mere end almindelige hvide lys, og duftlys afgiver stoffer, som kan fremkalde allergi.

Hvis man stadig har mod på at hygge med levende lys, kan man begrænse forureningen ved at overholde følgende: Skær ned på antallet, vælg lys med miljømærket Svanen, stil ikke levende lys i træk, klip vægen ned, skær kanten af bloklys, når flammen har svært ved at få luft, sluk osende lys og brug en lyseslukker i stedet for at puste lyset ud. Endelig skal der luftes godt ud med gennemtræk, når lysene er slukket.

Astma-Allergi Danmark har gennem mange år opfordret til at skære ned på antallet af levende lys, som kan give mennesker med astma og allergi problemer med at trække vejret. I stedet anbefaler foreningen, at man skaber hygge i den mørke tid med for eksempel lyskæder og fyrfadslys med batteri.

Miljøstyrelsen vurderer, at hver dansker uanset alder brænder 3,5 kilo levende lys af om året.