Da de ansatte i Jysk 11. november i år holdt julefrokost, var de udklædt i superheltekostumer, de dansede til Peter A.G., og dagen efter holdt virksomhedens over 100 danske butikker søndagslukket – virksomheden giver nemlig de ansatte tømmermændsfri.
Til den kæmpe fest, der hvert år foregår i Odense Kongrescenter, er alle firmaets cirka 1.500 danske fuldtidsansatte med ledsagere inviteret. Busser fragter dem mellem hoteller på hele Fyn og Kongrescenteret, og både Christopher, L.O.C. og Carpark North har optrådt ved tidligere års fester. Festen er et eksempel på julefrokosten som det store event, og det er en af de to retninger, firmajulefrokoster typisk tager. Det fortæller Susanne Teglkamp, der er ledelsesrådgiver i Teglkamp og Co., og som har undersøgt betydningen af julefrokoster i firmaregi.
