Var du radiolytter op gennem 90erne, kender du helt sikkert lyden af Anette Kokholm. Hun var radioens bløde stemme – den stemme, der vækkede Danmark op fra nattens slummer med »Go Morgen P3« og den stemme, der fik aktuelle kulturpersonligheder til at åbne sig for lytterne uge for uge i portrætprogrammet »Kronsj!«

Anette Kokholm kan noget med mennesker. Hun kan få dem i tale. Og det har hun gjort på stort set alle platforme: På radio, på TV, på skrift og senest som chefredaktør på det traditionsrige ugeblad, Familie Journal.

Anette Kokholm er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1990 og blev umiddelbart herefter ansat på DR P3. Her var hun vært for flere forskellige programmer, og en kort overgang var hun også forbi programmet »Herreværelset« på P1. Tiden på DR udpegede retningen for hendes karriere som bannerfører for den bløde og nære journalistik med personlige historier og portrætter i fokus.

I 2002 forlod Anette Kokholm radioen til fordel for en stilling som redaktionschef og sekretariatsleder for det nystartede dagblad Dagen, der dog gik konkurs efter 41 udgivelser senere samme år. Derfor trådte hun i 2003 i stedet til som vært på TV 2-programmet »Go’ Morgen Danmark«, hvor hun hver morgen formidlede dagens dagsorden fra finanslov til feminisme for danskerne i et sprog og en tone, som alle kunne forstå.

Kokholms karriere tog endnu en drejning i 2005, om end stadig med omdrejningspunkt i den bløde journalistik, da hun blev ansat som lederskribent og chef for familie- og livsstilsstoffet på BT. Det var i årene som chef på BT, at hun oplevede, at det er mindst lige så udfordrende at være vejviser, inspirator og sparringspartner, som det er at være den, der stiller spørgsmålene. Og denne oplevelse kom til at forme hendes videre skridt på vejen mod stillingen som chefredaktør på Familie Journal, som hun overtog i 2009.

Kvinder har gennem årene været et centralt emne for Anette Kokholm, der en overgang også var chef på SBS TVs Kanal 4, der specifikt er målrettet kvinder. Her var hun samtidig vært på programmerne »Markante Kvinder« og »Kvinder Lige På«.

Anette Kokholm bor sammen med sin mand og deres fem sammenbragte børn.