Journalistforbundet: Tag Pind seriøst
Når Søren Pind kritiserer dansk nyhedsdækning, så er det vigtigt, at medierne vender de negative ord indad, mener Dansk Journalistforbund.
Når Søren Pind kritiserer dansk nyhedsdækning, så er det vigtigt, at medierne vender de negative ord indad, mener Dansk Journalistforbund.
»Personsager, hvor hyklerisk moralisering og pjat er dagens orden, udhuler tilliden til demokratiet. Vi slider hinanden op, mens de døende medier sidder og griner og allerede er i gang med at finde noget snavs på det næste offer.«
Det skriver Søren Pind i et debatindlæg i dagens Berlingske, hvor han fortæller den danske presse præcis, hvad han mener om dækningen af de seneste mange personsager, som Lars Løkke Rasmusens rygekabine og Mette Frederiksens søn, der går i privatskole. Han kalder den danskes presses tilgang til sagen om Løkkes rygekabine uværdig og understreger, at personsagerne fjerner fokus fra de politiske historier.
I debatindlægget nævner han specifikt Politiken og deres redaktionschef Christian Lindhardt, som tidligere har udtalt, at Politiken vil være mere forsigtig i forhold til deres dækning af personsager. Men det giver Søren Pind ikke meget for, han kritiserer nemlig kraftigt avisens dækning af sagen om Lars Løkke Rasmusens rygekabine.
- Lars Løkke Rasmussens har vi dog skrevet om, fordi det er en politiker og en statsminister, der bruger befolkningens skattekroner på at sætte en rygekabine op. Desuden er der også det element, at Venstre selv var ude og kritisere Mette Gjerskov, for at sætte en rygekabine op i sit ministerium. Og dobbeltmoral er altid interessant i politik, siger Christian Lindhardt.
- Jeg er enig i, at der er for mange personsager i pressen, men det er svært at sætte en præcis grænse for, hvad vi vil skrive om, og hvad vi ikke skal skrive om, for politik handler i høj grad om personer. Men når det bevæger sig ind i den private sfære, skal vi holde meget tilbage, siger han.
Dansk Journalistforbund understreger endnu kraftigere, at det vigtigt, at den danske presse ikke fejer kritikken af bordet, men griber i egen barm og stiller spørgsmålstegn til proportionerne af dækningen af de personlige sager.
- Det er ikke første gang, vi har hørt denne kritik, og det er en vigtig diskussion at tage. Det er ikke min opgave at dømme om personhistorierne fylder for meget i medierne i dag, for der er også mange historier i den kategori, som er væsentlige. Men det er vigtigt løbende at diskutere, om personsagerne fylder for meget i forhold til andre historier, hvor det politiske indhold er i fokus, siger Mogens Blicher Bjerregård, formand i Dansk Journalistforbund og fortæller, at forbundet sidst i april vil tage netop denne problemstilling op til debat med medlemmerne.
Mogens Blicher Bjerregård understreger dog, at diskussionen ikke er enkel og, at man ikke udelukkende kan skyde skylden på journalisterne.
- Politikerne skal huske på, at de også selv er med til at levere disse historier via deres brug af Facebook og andre sociale medier, siger han.
Søren Pind har dog ikke meget til overs for Christian Lindhardts konklusion om, at journalisterne må vurdere hver enkelt sag. Han siger til b.dk, at han ikke vil ligge under for Politikens morale.
- Medierne kan ikke melde ud den ene dag, at de ikke vil skrive flere personsager og så dagen efter kaste sig over endnu en politiker og komme med en forklaring om, at nogle sager er relevante for befolkningen, mens andre ikke er. Jeg udtrykker i debatindlægget min foragt for denne gribelignende adfærd overfor politikere. Men samtidig er jeg godt klar over, at det i mange tilfælde starter ved poltikerne selv. Det er jo ikke gribbene, der har slået dyret ihjel, men rovdyret. Og der burde politikerne være bedre til at støtte op om hinanden i stedet for at angribe hinanden, siger Søren Pind.