Den 40-årige amerikanske James Foley var en af desværre stadig flere erfarne journalister og fotografer, som sætter livet på spil og mister det på bestialsk vis. Alt sammen for at fortælle os andre sandheden om verdens grusomheder og den civile befolknings lidelser som i tilfældet Syrien. Hans liv endte på knæ for en IS-kriger dokumenteret i en rædselsvækkende video, som er gået verden rundt på de sociale medier. Da havde han været kidnappet af IS siden november 2012. Da gidseltagerne ikke kunne få en kæmpesum for ham i løsepenge, blev halshugningen af Foley brugt som en makaber advarsel til USA om ikke at involvere sig mere i kampen mod IS.
Der har blandt terrorister spredt sig en epidemi af kidnapninger af journalister og andre mediefolk, som bliver gjort til en menneskelig handelsvare for at skaffe løsepenge til finansiering af terrorvirksomhed. Tjener gidslerne ikke pengene hjem, så kan offentliggørelse af brutale henrettelser bruges til at lægge pres på udenlandske regeringer. Det sker i Syrien, som i øjeblikket er verdens mest farlige land for journalister. Det sker i Irak, Afghanistan og Ukraine. Siden starten af konflikten i Syrien i 2011 er omkring 60 journalister blevet dræbt og omkring 20 er stadig meldt savnet. Kidnapninger og drab på udsendte journalister har alvorlige konsekvenser. I kidnapningstilfældene vil ofrenes familie, arbejdsplads og myndighederne ofte prøve at holde gidselstagningen hemmelig for ikke at forøge prisen på løsladelse. Men dermed har terroristerne fået lukket munden på endnu en reporter. Dertil kommer, at mange nyhedsorganisationer efterhånden vurderer risiko-billedet for at være så stort, at man bliver hjemme, og vi mister muligheden for at vide, hvad der foregår på slagmarken. Ytringsfrihedens pris kan blive så høj, at selv den mest idealistiske publicist og de mest modige journalister og fotografer siger fra.
Der har altid været krigsreportere til. Jeg behøver bare at gå ned i Berlingskes arkiv fra 1. verdenskrig i 1914 eller fra slaget om Dybbøl i 1864. Reportagerne fra skyttegravene er der. Grusomme er de. Men dengang var krigsførelsen – hvor blodig den end måtte være – kontrolleret. Man vidste hvor fjenden lå, og hvem det var. Det var soldater mod soldater. Nu er journalisten og fotografen gået fra at have iagttagerens rolle til at være en handelsvare. Ikke alene som kastebold i den almindelige mediekrig, der i dag er den faste følgesvend til den rigtige krig, men nu også som krigsbytte-mål via kidnapninger og henrettelser for at skræmme fjenden. Meningen med halshugningen af James Foley, og videoen om den bestialske aflivning af ham, var selvfølgelig at få medierne over hele verden til at sprede skræk og advarsel om Islamisk Stats hensynsløshed i forhold til at nå deres mål. De professionelle medier både herhjemme og i udlandet valgte for størstedelens vedkommende ikke at bringe videoen og i hvert fald slet ikke dens rædselsfulde højdepunkt. IS fik nok opmærksomhed på de sociale medier, men de fik ikke afskrækkelse som reaktion. Snarere at vi i USA og de vestlige lande fik øjnene op for, hvis vi ikke havde det allerede, at kampen mod »Islamisk Stat« og deres ønske om en muslimsk kalifat-stat i Syrien og Irak må kalde på fælles og effektiv handling og modangreb inden det er for sent.