Valget til Europa-Parlamentet blev et af de historiske valg, der afstedkommer mærkbare politiske rystelser. Både i Europa samlet set – og i Danmark. Nationalistiske og EU-kritiske partier i adskillige lande gik frem og blev f.eks. i Frankrig og Storbritannien størst. Især i Frankrig sker det med potentielt set store indenrigspolitiske følger og en præsident, hvis socialistparti fik et rent katastrofevalg. Også i andre lande var det protesterne mod EU, der var valgets store historie, og EU-kritiske partier på både højre- og venstrefløjen får i det nye Europa-Parlament hele 129 mandater. Det giver dog ikke rigtig nogen væsentlig politisk indflydelse i parlamentet. Men EU-protestpartierne kan alligevel i de kommende år blive dagsordensættende i en helt anden grad end tidligere set i det europæiske samarbejde. Det er også EU-positive kræfter nødt til at tage bestik af. Man får ikke modstand og skepsis mod EU til at gå væk ved at ignorere, at den findes.

Læs også: Forsker: DF-sejr er som at vinde 1. division

Herhjemme er man også nødt til at erkende, at det politiske danmarkskort muligvis er under dramatisk, permanent forvandling. Man kan ikke oversætte Dansk Folkepartis og Morten Messerschmidts historisk gode EU-valg til, hvordan det vil gå ved det kommende folketingsvalg. Men meget tyder på, at loftet for DFs vælgerpotentiale ikke er nået endnu. At partiets evne til at opsamle utilfredse vælgere fra både rød og blå blok synes usvækket. Og at det kan betyde, at forholdene i dansk politik vil være tydeligt forvandlet efter det folketingsvalg, der skal afholdes inden for de næste 15-16 måneder. Således må også de borgerlige partier, der hidtil har regnet Dansk Folkeparti for en sikker del af blå blok, belave sig på, at en ny magtfaktor i dansk politik synes at etablere sig på en potentielt set anden måde i forhold til DFs rolle i nullerne som troværdigt støtteparti for VK-regeringen. Kristian Thulesen Dahl har som DF-formand skruet en smule ned for de stærke værdipolitiske markeringer og til gengæld styrket partiets position som erklæret garant for bevarelse af velfærden. Den økonomiske sammenhængskraft i DFs velfærdspolitik er tvivlsom, og det vil der givet komme øget fokus på nu. Vigtigere er det dog, at placeringen som et af landets største partier med en klassisk socialdemokratisk velfærdsdagsorden kan spille Dansk Folkeparti nogle hidtil usete kort i hånden. Det er ikke sikkert, at det – selv med en klar blå valgsejr – bliver nemt at føre borgerlig økonomisk reformpolitik for en eventuel Lars Løkke Rasmussen-ledet regering efter næste valg.

Læs også: Thomas Larsen: Venstre-krise kan udløse lynvalg

Det bliver i den sammenhæng ikke lettere af, at Venstre-formanden og det borgerlige Danmarks hidtil ubestridte statsministerkandidat synes at have lidt grundskader i sin magtbases bærende konstruktioner som følge af den senere tids sager. Det var en synligt svækket Løkke, som sent søndag i en i øvrigt befriende ærlig tale til de nedslåede Venstre-folk efter valglussingen tog ansvaret for misèren og indkaldte til et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde for at få et fornyet mandat som partiets leder. Det skal han, medmindre flere ubehagelige ting dukker op, nok få. Men Løkkes position er allerede betænkeligt undergravet; og han må prise sig lykkelig for, at der bestemt heller ikke var positive nyheder at hente ved EU-valget for det andet statsministerbærende parti. Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt hentede endnu en begmand og kan tilsyneladende ikke vinde valg. Hvilket er en lille, men ringe trøst for et borgerligt Danmark, hvis vej til at genvinde magten ikke ser så nem ud som for blot et par måneder siden.