FILIPPINERNE: Antallet af dræbte som følge af et kraftigt jordskælv i Filippinerne er steget til 20, oplyser landets nationale alarmberedskabscenter ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

AFP skriver, at jordskælvet jævnede flere bygninger med jorden på tre øer, der er populære destinationer for turister. 15 mistede livet på Cebu, der er kendt for sine dyre hoteller og landets bedste strande, mens fem blev dræbt på naboøerne Bohol og Siquijor.

Jordskælvet målte 7,1 på Richterskalaen, havde en dybde på 56 kilometer under jordens overflade og ramte klokken otte om morgenen lokal tid, oplyser USAs geologiske overvågningsinstitut, USGS.

Det kraftige jordskælv, hvis epicenter var cirka 629 kilometer fra hovedstaden Manila, blev fulgt af to efterskælv, der hver målte omkring 5,0 på Richterskalaen.

BNB/AFP