Publikum er i salen. I teatret. Der er fyldt. Tæppet går. På scenen står den. Ubåden. Peter Madsens hjemmebyggede ubåd, UC3 Nautilus. Med kaptajn og en pige i tårnet. De vinker til os. Lyset farves blåt.

Vi hører bloplyde. Vi dykker ned og med i dybet. Drejescenen kører 180 grader. Og nu er vi inde i Nautilus. Helt inde. Der står han – og der ligger hun. Welcome to the horror. Velkommen til en nat og en forestilling, der får Ole Bornedals film Nattevagten til at ligne Ramasjang børne-TV.

Om det kan skabes live som en forestilling på teatret? Er du sindssyg – om det kan. Det vil blive den vildeste forestilling. Om vi gør det? Nej. Der er grænser. Grænser for, hvor meget jeg vil trampe på et andet menneskes grav.

Men er det ikke det, medierne, inklusive Berlingske, allerede er godt i gang med at gøre, når de live-rapporterer og blogger helt ned i de mest intime og bestialske detaljer. Jeg synes det.

Fascination

Død og gru har altid fascineret. Det anerkender jeg, da jeg kører forbi Københavns Byret og Domhuset på Nytorv. Her står folk udenfor og venter, nøjagtig som folk gjorde for flere hundrede år siden, når nogen skulle halshugges på Fælleden.

Jeg anerkender væsentligheden og at sagen selvfølgelig skal dækkes. Men detaljerigdommen af dækningen er gået amok og er ikke sagen vedkommende – og den er slet ikke værdig at hoppe med på for en seriøs avis som Berlingske.

Allerede førstedagen af retssagen er et orgie af udpensling. Også på b.dk. Overskrifter som: »Peter Madsen: Video af rallende kvinde har intet med sex at gøre«. Eller en liveblog, som minut for minut opdaterer os om, hvorvidt Peter Madsen har haft andre kvinder fastspændt i ubåden, om han lavede noget seksuelt med Kim Wall, inden han parterede hende, om hvad der skete, da Kim Walls krop forlod ubåden.

Click-jagt

Er det vedkommende, at Berlingske opdaterer sine læsere om dette – er det sagen vedkommende, eller er det alene en jagt på clicks på b.dk, der afgør avisens beslutninger?

Jeg tænker på, at retssagen først er forbi om halvanden måned. Helt præcis 25.april. Jeg tænker med gru på, at vi jo endnu slet ikke er nået til Kim Walls underliv.

Mon ikke Berlingskes chefredaktion – eller måske alle seriøse avischefer – bør mødes og finde en etik omkring denne sag, inden vi når dertil? Jeg synes det. For Kim Walls skyld. For de pårørendes skyld. Det er ikke teater eller en film. Det er virkelighed med et rigtigt offer og en ægte levende familie.