Jon Dahl-scoring udløser pengegave
Hvis Jon Dahl Tomasson scorer det første mål i VM-kampen mod Holland, giver Oddset de danske spillefugle en gave.
Hvis Jon Dahl Tomasson scorer det første mål i VM-kampen mod Holland, giver Oddset de danske spillefugle en gave.
Jon Dahl Tomasson kan udløse en sekscifret gave til danske spillere på Oddset, hvis han scorer kampens første mål i den uhyggeligt spændende kamp mod Holland på mandag. Det oplyser afdelingschef for Oddset hos Danske Spil, Jens Nielsen til bt.dk.
- Det er en sjov VM-gave til vores Oddset-spillere, der så forhåbentlig kan fejre Jon Dahls første landsholdsscoring i to år, siger Jens Nielsen.
Det er jo ikke nogen hemmelighed , at danske fodboldfans sukker efter, at anføreren på VM-holdet skal finde de engang så gyldne tider frem, hvor hans målnæse gang på gang fik roligans til at skrige sig hæse i begejstring. F.eks. scorede han fire mål, da han sidst var med ved VM i 2002.
VM er et hit hos spillere
Jens Nielsen kan ikke præcist vurdere, hvor stort et beløb Danske Spil kommer af med i forbindelse med Jon-gaven, men efter alt at dømme bliver det et sekscifret beløb. Hvis man f.eks. har spillet på Niclas Bendtner eller Dennis Rommedahl som første målscorer, får man pengene tilbage, hvis det er Jon, som endelig har fået indrettet sin kanon. Jon Dahl Tomasson selv giver odds 7,50 på Matchen, hvis han scorer kampens første mål.
- VM i fodbold er det helt store på spilfronten, og ikke mindst nu, hvor Danmark er med, siger Jens Nielsen til bt.dk.
Han fortæller samtidig, at hvis Danmark vinder VM, så vil det koste Danske Spil mindst 10 mio. kr. Der er odds 100 at hente på Vinderen, hvis Morten Olsen styrer holdet til tops.
Foreløbig har spillerne mest spillet på Argentina, Spanien og Brasilien som vindere af VM, og her er Argentina klart i spidsen.